GUIDE: Selvom din pengepung ikke nødvendigvis skriger gourmet, kan du stadig spise og drikke som en levemand. Her får du fem bud på restauranter med gourmet på budget i Odense.
Læs også: Vores guide til de mest udsøgte Nytårsmenuer 2023 i Odense, så du kan nyde en uforglemmelig start på det nye år uden bekymringer om madlavning.
Fransk fine dining på budget
Restaurant MAM, Jernbanegade 17, 5000 Odense C
Restaurant MAM har fokus på fransk fine dining med inspiration fra det danske køkken. Retterne bærer tydeligt præg af det luksuriøse fine dining, men priserne er til gengæld lige så fine som maden. Restaurantens koncept er supersmart, da man selv kan vælge hvor mange retter man vil bestille, så man vælger enten en hovedret til 225 kr., 2 retter til 299 kroner, 3 retter til 249 eller 4 retter til 399. Man kan altså sagtens bare bestille en hovedret uden at skulle gå på kompromis med hele gourmetoplevelsen – vi anbefaler dog at man går all in, da deres forretter og desserter også er alle pengene værd.
Vår skal du spise gourmet
Restaurant Vår, Vintapperstræde 10, 5000 Odense C
Hver fredag og lørdag mellem klokken 12 og 14 kan du indtage frokosten på restaurant Vår i Vintapperstræde. Hos restaurantchef Jacob Burmølle-Jensen – hvis imponerende CV tæller blandt andet de københavnske restauranter Kadeau og Naert – står menuen på nordisk mad med fokus på lokale råvarer og bæredygtighed. Kød og grønt bliver hentet ind fra små gårde på Fyn, der har fokus på økologisk og biodynamisk dyrkning, og den samme kælen for detaljen finder du også på vinkortet. Her er der brugt mange kræfter på at finde spændende vine fra små importører med fokus på naturligt fremstillet vin uden unødvendige tilsætningsstoffer. Frokostmenuen koster 295 kroner, og menuen følger sæsonen, så du altid får årstidens mest lækre og friske råvarer. Frokosten er en glimrende måde at prøve kræfter med den nordiske avantgarde, før du kaster dig ud i restaurantens store aftenmenu.
Start ugen ud på budget på Bacchus
Restaurant Bacchus, Vestergade 96B, 5000 Odense C
Er du til traditionel fransk cuisine, så læg vejen forbi restaurant Bacchus en af de kommende mandage. Mandag og tirsdag byder de nemlig på en rustik 3-retters menu til 325 kr., som er altså er et godt afslag i prisen i forhold til deres sædvanlige pris på tre-retters til 500 kr. Graver du dybere i muldvarpelæderet, kan du også prøve kræfter med en ”Mercredei – onsdags-surprise”, hvor du hver onsdag får serveret en fire-retters menu med vin ad libitum. Prisen er 675 kroner, og menuen – ja, den bliver sammensat efter kokkenes humør og inspiration. Vinudvalget består af to til fire rød- og hvidvine nøje udvalgt i samspil med maden, og du og dine medspisere skænker selv til hinanden. Med andre ord: Kurer dine mandags- eller onsdagsblues med en tur på Bacchus – allez!
Fransk mad – skåret ind til benet
Kok & Vin, St. Gråbrødrestræde 19, 5000 Odense C
Kok & Vin er en autentisk bistro, som sandsynligvis ville have været en favorit hos Auguste Escoiffer – det franske køkkens godfather. Passion og traditionelt håndværk samles nemlig her i en kærlighedserklæring til den klassiske velsmag, og bistroen har fokus på stemningsfulde omgivelser og godt humør. Der er tale om en afslappet gourmetoplevelse, skåret ind til benet, for Kok & Vin byder på traditionelle franske retter med respekt for sæsonerne og lokalsamfundets fantastiske råvarer. Vi anbefaler, at du snupper en tre-retters tavlemenu til 395 kroner. Er du eventyrlysten, kan du med fordel gå på opdagelse i a la carte-kortets mange småretter, heriblandt østers, snegle og kammuslinger. Bon appétit, siger vi bare!
Mundgodt og druesaft
Lalou Vinbar, Klaregade 3, 5000 Odense C
I starten af Klaregade ligger den osende cool Lalou Vinbar, som er opkaldt efter den legendariske Bourgogne-vinproducent Lalou Bize-Leroy. Ejerne og mændene bag disken, Thomas og Ivan, har gennem mange år rejst og smagt sig gennem Europas vinområder, og undervejs har de samlet en vifte af lækre delikatesser, som du kan nyde godt af i den lille, vinbar. Sortimentet med ”mundgodt” opdateres løbende, men vi anbefaler, at du bestiller deres burrata med tomat og artiskokker eller en omgang charcuteri – om ikke andet, så bare for at se den fantastiske pålægsskærer med håndsving i aktion! Vin kan du få både på glas og på flaske, og du kan med fordel gå på opdagelse i det omfattende flaskekort. Uanset om du er vinnørd med fuldkommen tjek på druer og terroir eller bare er glad for et dejligt glas vin i godt selskab, kan du få kompetent rådgivning i øjenhøjde.
One thought on “5 restauranter med gourmet på budget i Odense”
Comments are closed.