GUIDE: Har du en tendens til at gå de samme steder hen, når du skal ud at spise? Her får du fem bud på skønne spisesteder, som er værd at prøve.
1. Mad og vin, der går op i en højere enhed: Kok & Vin

Når alt kommer til alt, så handler livet om at spise og drikke. Så hvis du vil gøre det afslappet, i godt humør og i stemningsfulde omgivelser, bør du besøge Kok & Vin. Hos Kok & Vin handler respekten for faget om at skære ind til benet. At fjerne alle unødige komponenter og forstyrrende elementer. Respekt handler også om at udnytte det bedste i naturen og i lokalområdet. Så selvom de henter meget af sin inspiration fra de bedste spisehuse i Paris og Lyon, så henter de sine råvarer i lokalområdet. Kok & Vin kører både med en tavlemenu, der skifter en gang om måneden, og menu classique. Uanset hvilken menu du vælger, får du serveret tre udsøgte retter. Du kan tilmed vælge en unik vinmenu bestående af de bedste vine udvalgt særligt til sæsonens mad. Hvis du er ude efter en aften i særklasse, kan du også vælge menuen med bobler, snacks, kaffe og petit fours. Er du ikke til nogen af menuerne, er der masser af muligheder på det skønne a la carte-kort. Det lyder som en fantastisk aften på en af de bedste restauranter i Odense!
Læs mere om deres menu her
Adresse: St. Gråbrødrestræde 19, 5000 Odense C
2. En aften på kroen: Sortebro Kro

Spørger du brugerne af anmeldersitet TripAdvisor, er der ingen tvivl: Sortebro Kro er én af de bedste restauranter i Odense! Aftenkortet byder på få a la carte-muligheder, men til gengæld en række menuer i flere prisklasser. Prøv for eksempel stedets skiftende “Aftenmenu” med snacks og seks serveringer for 795 kroner eller den såkaldte “Signaturmenu” med snacks og ni serveringer for 1195 kroner. Lige nu bliver du blandt andet præsenteret for norsk dykfanget kammusling, confiteret kartoffel i andefedt, havtaskehoved og valnødder i mandelbund – mums! Skal den have hele armen, kan du gå all in med en “Signaturmenu alt inklusive” til 1850 kroner, der udover maden byder på champagne, vinmenu og mineralvand. Sortebro Kro har desuden frokoståbent mellem klokken 12 og 14:30, hvor du kan sætte tænderne i diverse retter som ferskrøget laks, tatar eller løgtærte. Er du til fisk, anbefaler vi dog “Sildebrættet” med grøntsagssild og kryddersild. Velbekomme!
Læs mere om deres menu her
Adresse: Sejerskovvej 20, 5260 Odense S
3. Lette retter og udsøgt vin: S’vineriet

Hvem har nogensinde taget skade af at sætte sig ned med et godt glas og lade lidt lækkert komme i en lind strøm? Sådan spørger vinapoteket S’vineriet, der ligger næsten i gadeplan på Klaregade. Kan du svare ”Ingen” til spørgsmålet, er stedet nok lige noget for dig! S’vineriet er som udgangspunkt en vinbar, men der er også gode muligheder for at få stillet sulten med blandt andet et udvalg af lækker spændende charcuterie, oste og små tapasretter. Udvalget varierer fra uge til uge. Det hele skyller du naturligvis ned med masser af vin. Skål, og velbekomme!
Læs mere om deres menu her
Adresse: Klaregade 34-36, 5000 Odense C
4. Japansk køkken på Kongensgade: Goma

Er du i humør til en aften af mere asiatisk karakter, er Goma the place to be! Restauranten på Kongensgade er inspireret af det japanske køkken Kaiseki Style, der ifølge Goma selv byder på “små vellavede og velsmagende retter.” Her kan du blandt andet nyde en omgang snacks, sushi eller retter som saltet torsk, bagte svampe eller blæksprutte. Vil du prøve kræfter med en menu, serverer Goma for eksempel “Go” til 395 kroner, der består af tre sprøde snacks, tre retter og to stykker sushi og tempura. Alt sammen “Omakase” – efter kokkens valg. Er der noget at fejre, kan du prøve “Yüshoku” til 765 kroner med østers i to variationer, fire retter. sushi, tempura, en kødret og dessert. Alt sammen efter kokkens valg. Gå desuden ikke glip af restaurantens fine cocktailkort, der blandt andet byder på flere forskellige cocktails med gin.
Læs mere om deres menu her
Adresse: Kongensgade 66-68, 5000 Odense C
5. Folkefest på Boulevarden: Boulevardkroen

Følger du Åstien, kan du ad bagveje gå hele vejen ud til den gamle kro, der ligger lige ved Odense Zoo og Odense Åfart. Boulevardkroens historie går tilbage til 1891, og du må ikke snyde dig selv for en tur forbi den ærkefolkelige bæverding med de brune bjælkelofter og mørke borde. Her serveres danske klassikere uden dikkedarer, og stemningen er folkelig og cool. På aftenkortet er der evergreens som rejecocktail, tarteletter og wienerschnitzel med ærter og brasede kartofler, mens du til frokost kan sætte tænderne i blandt andet stjerneskud og æggekage. Vil du gå all the way, kan du skylle efter med en iskold pilsner og eventuelt en Cecil uden filter. God fornøjelse!
Læs mere om deres menu her
Adresse: Søndre Boulevard 144, 5000 Odense C
0 thoughts on “5 restauranter i Odense, du bare må prøve”
Comments are closed.