Marcantonio Pizzeria Trattoria satser på det rustikke italienske køkken.
Rustikke italienske madtraditioner. Det er visionen hos byens nye trattoria, der er åbnet i Vintapperstræde. Hos Marcantonio Pizzeria Trattoria skal retterne nemlig være simple og kvaliteten høj. Det skriver Ugeavisen Odense.
”Vores oplevelse her i landet har været, at rigtigt mange forsøger at lave italiensk mad tilpasset dansk smag. Det kan såmænd også være fint nok. Men vi sigter efter at servere retterne, som de fremstilles i Italien,” siger Antonio Restino til Ugeavisen Odense.
Sammen med Marco Terenzi og Alessandro Deangelis står han bag Marcantonio Pizzeria Trattoria.
Bredt udvalg
På menukortet finder du et bredt udvalg af italienske retter, for eksempel antipasti, pasta, panini, pizza samt hovedretter som lammekoteletter og grillet sværdfisk.
”I vores koncept arbejder vi med, at alt skal være enkelt. Her får man ikke indviklede retter. Vi laver vores egen pasta, fremstiller vores egen sugo, og ud fra den basis skaber vi et ægte italiensk miljø,” udtaler Marco Terenzi til Ugeavisen Odense.
Et sted for alle
Derudover skal det nye trattoria være et sted for alle slags gæster.
”At komme på Marcantonio skal være som at få en lille bid af Italien. Både for så vidt gælder mad og drikke – og ikke mindst i forhold til atmosfæren. Alle skal kunne komme her og føle sig hjemme,” siger Antonio Restino til Ugeavisen Odense.
Marcantonio Pizzeria Trattoria har åbent alle dage fra klokken 11 til 22.