For nylig var Smag Odense forbi Niro Sushi for at smage deres nye Tasting menu i restauranten. Det var en helt særlig oplevelse, med lækker mad og drikke i høj kvalitet. Det var et besøg, som vi ikke lige foreløbigt glemmer.
På Faaborgvej 10 i Odense, hvor Niro Sushi ligger, fornemmer du hurtigt en stemning, der er noget helt særligt. Det er et sted, hvor man som gæst føler sig afslappet og velkommen, fra det øjeblik, man træder ind ad døren.
Interiøret er smukt, elegant og med blide stearinlys, der skaber den perfekte atmosfære for aftenen, hvad end der er tale om en romantisk middag, hyggelig familieudflugt eller en uforglemmelig aften med vennerne.
Læs også om vores besøg hos Analog Kaffebar.
Vin i fokus
Siden åbningen af Niro Sushi er det ikke kun deres japanske køkkenkunst, der har imponeret, men også deres unikke tilgang til ekstraordinær vin. Restauranten har det formål, at tilføje en vinoplevelse, der harmonerer perfekt med deres udsøgte sushi og japansk-inspirerede retter.
Niro Sushi er dedikeret til at finde de vine, der komplementerer madkunsten bedst. De får derfor leveret alle deres vine fra små, unikke leverandører rundt omkring i Europa. På vinmenuen finder du bl.a. klassiske vine som Riesling og Sauvignon Blanc fra Frankrig og Tyskland, som alle har det tilfælles, at passe godt til fisk.
10 retters på menuen
Niro Sushi har nu introduceret deres nye Tasting menu, som består af hele 10 retter. Det er en oplevelse, der tager dine smagsløg på en rejse gennem det japanske køkken.
Hver ret er nøje udvalgt og tilberedt af dygtige kokke med stor opmærksomhed på detaljer og præsentation. Menuen inkluderer en række sushi og sashimi-kreationer, der kombinerer friske råvarer med kunstfærdig tilberedning. Derudover tilbydes også lækre, varme retter som tempurarejer og forårsruller.
Tasting menuen er perfekt til at udforske forskellige smagsoplevelser, hvor man også kan finde sine personlige favoritter.
En oplevelse man sjældent glemmer
Tasting menuen, med 10 retter, blev serveret i 4 forskellige anretninger. Vi startede ud med 3 lækre snacks, der bestod af tempurarejer med deres egen hjemmerørte chilimayo, gyoza med hoisin-sauce og forårsrulle pyntet med gulerod og glasnudler. Maden skyllede vi ned med et glas Crémant d’Alsace BdB brut bobler, der både smagte friskt og frugtigt. Til at slukke tørsten fulgte der til menuen både vand med- og uden bobler.
Anden servering var forretten, som bød på en tangsalat med lime og sesam, en sesampaneret-tunatataki og japansk rejecocktail med purløg og rogn. Til maden hørte der et friskt glas Sauvignon blanc, som er en hvidvin fra Loire i Frankrig.
Hovedretten bestod af det lækreste sushibræt, med grillet kingfish sahimi samt Nigiri og sushi Omakase. Vinen til var topvinen, en Riesling Kabinett, fra en mindre vinbonde i Mosel – Vores klare favorit i en perfekt blanding af sødme og syrer.
Lækker isdessert
Som prikken over i et fik vi en is-dessert med revet chokolade i japansk stil som smeltede på tungen. En superlækker og frisk kvalitetsdessert. Niro Sushi samarbejder med paradis is i Odense, hvor de får leveret alt deres is derfra.
Til desserten serveres en Spätlese fra Mosel lavet på sent-høstede druer, som giver den en skøn sødme og en livlig syre.
Alle 10 retter, var superlækre og kvalitetsfyldte. Man kunne tydeligt smage, at kokkene havde kredset for detaljerne i maden og for udvælgelsen af vinene. Det var tydeligt at smage at alt var hjemmelavet med friske råvarer.
For os var det ikke bare et måltid, men en oplevelse ud over det sædvanlige. Flere af retterne havde vi aldrig smagt før, men alle retter var uden tvivl en fest for smagsløgene.
Personalet var ovenikøbet super professionelle i en uformel tone, som gjorde oplevelsen endnu mere kvalitetsfyldt.
Så hvis du er på udkig efter en god oplevelse ud over det sædvanlige, så kan Niro Sushi anbefales. Her er stedet, hvor vin og sushi går hånd i hånd med dine smagsløg.
Det er bestemt ikke sidste gang Smag Odense, besøger Niro i deres restaurant på Faaborgvej i Dalum Odense.