Julen nærmer sig, og duften af friskbagte klejner, kanel og pebernødder begynder så småt at brede sig i byens gader. Hos mange af Odenses bagere og caféer byder december på et væld af fristende julegodter til den søde tand.
Her kan du gå på opdagelse i alt fra klassiske brunkager og vaniljekranse til lune juleboller, sprøde småkager og moderne favoritter som mandelcroissanter. Odense gemmer på masser af julelækkerier – lige til at varme både hjerte og smagsløg.
Læs også: Gløgg i Odense – her er 10 bud på en varm kop julegløgg
1. Fru Lund Bageri – Kvalitet og bagerhåndværk i Odense

Fru Lund Bageri kan du besøge hele tre steder i Odense – blandt andet i den hyggelige café nede på havnen. Her gør man en dyd ud af at give gæsterne den bedste oplevelse. Alt bagværk laves fra bunden og af de bedste råvarer, hvilket tydeligt kan smages. Bageriet tilbyder et bredt sortiment, og i juletiden kan du glæde dig til et særligt udvalg af lækkerier. Her finder du alt fra marcipan- og julesnegle til konditorfremstillede julekager og klassiske julesmåkager.
Adresse: Flere lokationer i Odense
2. A. C. Perch’s Thehandel – Søde julelækkerier i hjertet af Odense

A.C. Perch’s Thehandel er Skandinaviens ældste teforretning, men de byder på meget mere end te alene. Den første butik åbnede i 1835, og i 2022 kom den charmerende butik med tilhørende Tea Room til Flakhaven i Odense. Til jul byder A.C. Perch’s Thehandel på et stemningsfyldt udvalg af lækkerier som Panforte-chokolade og -kage, ingefærkager, honninghjerter og meget mere. Og naturligvis kan du matche det hele med en af deres aromatiske juleteer.
Adresse: Flakhaven 1, 5000 Odense C
3. KonditorBager Skt. Klemens – Lækre julekager og muligheden for hjemmebag

KonditorBager er en landsdækkende kæde, der blev grundlagt i 1977 af passionerede konditorer og bagere med et fælles ønske om at hæve kvaliteten og sætte fokus på det ægte, håndværksbagte. Hos KonditorBager Skt. Klemens kan du nemt trække julestemningen ind i hjemmet. Ønsker du friskbagte julesmåkager, tilbyder de bag-selv-stænger i tre klassiske favoritter: brunkager, fedtebrød og chokoladespecier. Du kan også vælge at forkæle dig selv med deres færdigbagte julekager som honningbomber eller pebernødder.
Adresse: Møllevej 1, 5260 Odense S
4. BRØD – En ægte bagværks klassiker i Odense

BRØD – Danish Bread Studio, som har hele to lokationer i Odense, er blevet en sand klassiker, når det kommer til duften af friskbagte boller og stemningsfulde julekager. Her dyrkes den nørdede enkelthed, hvor hver detalje i bagværket bliver nøje overvejet og finpudset for at sikre den bedste smagsoplevelse. Hos BRØD kan du forkæle smagsløgene med alt fra sprøde, smørbagte brunkager og vaniljekranse til lækre marcipansnegle, juleboller og andre sæsonfavoritter.
Adresse: Flere lokationer i Odense
5. Lagkagehuset – En sikker vinder, når det kommer til julekager

Lagkagehuset skuffer aldrig, når det kommer til et bredt og sæsonpræget udvalg. Her finder du altid spændende og velsmagende fristelser, uanset hvilken festlig anledning der står for døren – og julen er naturligvis ingen undtagelse. I den søde juletid kan du gå på opdagelse blandt alle de klassiske favoritter: sprøde småkager, både almindelige og norske klejner, aromatiske honninghjerter og luftige juleboller. Men du kan også udfordre smagsløgene med lækre nyheder som sirupskager krydret med blandt andet kanel og nelliker eller en fristende mandelcroissant.
Adresse: Flere lokationer i Odense
6. Baker Boys – Bag-selv småkager der samler familien i juletraditioner

Bag roret hos Baker Boys står et hold passionerede medarbejdere, der alle brænder for det gode håndværk og arbejder målrettet på at hæve niveauet inden for bagerfaget. Sortimentet er lille, men nøje kurateret – og hver eneste bid er skabt med kærlighed, solidt håndværk og 100 % smør. I december er deres populære bag-selv-småkager et sikkert hit, perfekt til hyggelige stunder i køkkenet, hvor hele familien kan være med til at fylde hjemmet med duften af nybagte julesmåkager. De fås i fire varianter, så der er noget for enhver smag: pebernødder, vaniljekranse, brunkager med mandler og mini-cookies.
Adresse: Edisonsvej 27, 5000 Odense C
7. Kornbageren – Julesmåkager i forskellige varianter

Kornbageren er et lille, lokalt bageri med mere end 71 års historie bag sig. Her er ambitionen tydelig: alle kunder skal kunne købe morgenbrød, der smager ens hver eneste gang. I over 25 år har bageriet samtidig haft et særligt fokus på glutenfrit bagværk, så alle kan være med – uanset smag eller behov. Også i juletiden byder Kornbageren på et fristende sortiment. Her finder du både forskellige typer bag-selv småkagedej og lækre færdigbagte småkager som finskbrød, choko-specier og Herregårds-småkager. Og har du lyst til noget ekstra særligt, kan du glæde dig til deres populære julehorn fyldt med marcipan, chokolade og et strejf af appelsin.
Adresse: Bogensevej 48, 5270 Odense N





