Foto: Café Kosmos.

Den er både øko og vegansk: Ny café er åbnet i Lottrups Gård

Den økologiske og veganske Café Kosmos slog dørene op i marts.

Er du vild med vegansk, ved du det nok allerede: At Odense har fået sin anden restaurant af slagsen. Café Kosmos åbnede nemlig i Lottrups Gård 1 tilbage i marts måned.

Udover at være vegansk er caféen også økologisk og byder på klassisk cafémad som burgere, wraps og kager. Selvfølgelig bare uden kød og animalske produkter.

“Det er meget vigtigt at understrege, at det her ikke bliver en café kun for veganere. Det bliver en café for alle, men maden er vegansk. Det betyder netop, at alle kan spise med uanset religion eller ideologier,” udtalte Henrik Camillo Halle før åbningen til Fyens Stiftstidende.

Han står sammen med fire andre aktører fra foreningen ØKOllektivet bag Café Kosmos.

Caféen har desuden fået tildelt flotte fem stjerner i Fyens Stiftstidendes anmeldelse af stedet.