Guide: Fisk og skaldyr gør sig glimrende om sommeren. Her får du 6 skønne restauranter i Odense med havets frugter på menuen.

Fristelser fra Fjernøsten
Goma, Kongensgade 66-68, 5000 Odense C.

Har du sagt fisk og skaldyr, må du også sige sushi. Den japanske ret hylder fisken i sin reneste form og er et fremragende eksempel på ”less is more”. Det har Goma i Kongensgade forstået, og derfor har restauranten lidt utraditionelt kun to slags sushiruller på menuen. Du kan få en Osaka Roll á 8 stykker med tempurareje, flødeost, forårsløg, tuntataki og teriyakisauce, og en spider roll á 6 stykker med softshell crab, syltet kinaradise og teriyakisauce. Begge ruller koster 135 kroner, og derudover kan du købe forskellige nigiri til 55 kroner for to stykker. Foruden sushi, byder Gomas menukort også på varme fiskeserveringer med en japansk twist, hvor kokken virkelig har leget med retterne. Prøv for eksempel en kammusling med wakame tang, rød miso, macadamia nødder og rejebisque til 119 kroner eller en hellefisk med stikkelsbær, agurk, yuzu pulver og vanilje-sortpebersauce til 109 kroner. Vi lover dig, at du ikke bliver skuffet!

Fransk bistrostemning i Vintapperstræde
Olivia Brasserie, Vintapperstræde 37, 5000 Odense C.

Hvis du ikke ved bedre, kan du godt tro, at du er blevet teleporteret direkte til Frankrig, når du træder indenfor i de små lokaler med træborde på Olivia Brasserie. Den intime stemning leder tankerne hen mod de mest hyggelige bistroer i madlavningens hjemstavn. Fransk mad er kendt for at være garant for en overflod af veltilberedt fisk og skaldyr. Det finder du også på Olivia Brasserie. Du kan for eksempel få en portion moules frites med urter, hvidløg, sprøde pomfritter og aioli til 150 kroner eller en skålfuld orangerød, aromatisk jomfruhummerbisque med tomat til 80 kroner, hvis sulten er lidt mindre. Kommer du i stedet forbi til frokosttid, kan du nyde ærkeklassikeren stjerneskud til 135 kroner. På Olivia Brasserie serveres den helt traditionelt med en dampet og en stegt rødspættefilet, rejer, røget laks og skaldyrsdressing – hvorfor lave om på noget, der fungerer så afsindigt godt?

Pil-selv-rejer, bobler og havneblik
Restaurant Nordatlanten, Nordatlantisk Promenade 1, 5000 Odense C.

Det maritimt-klingende navn og placeringen på havnen med udsigt over vandet, cementerer Restaurant Nordatlantens status som en restaurant, der i høj grad har fokus på fisk og skaldyr. Det er især restaurantens kæmperejer ad libitum, som får folk til at strømme mod havnen i deres hunger efter et ordentligt fiskefix. For blot 269 kroner kan du mæske dig i grønlandske pil-selv-rejer med hjemmerørt mayo, brød og salat samt skylle ned med et eller flere glas kølige bobler, rosé eller hvidvin. Så ved vi vist godt, hvad sommeraftenerne skal gå med! Du kan derudover også prøve kræfter med restaurantens aftenmenu til 350 kroner, som består af hele syv serveringer, hvoraf de tre er med fisk eller skaldyr. Du får blandt andet en carpaccio af hval med friterede kapers samt en ret med vesterhavsrejer, hvide asparges, hollandaise og kvanolie. Her får du fisk og skaldyr, til du segner, så har du vandskræk, er det ikke her, du skal gå hen.

Delikat fisk og knasende sprøde pomfritter
Ohoy Fish and Chips, Seebladsgade 21 (Storms Pakhus), 5000 Odense C.

Hvis nogen fortæller dig, at de ikke kan lide fisk, så er der kun én ting at gøre. Du hiver naturligvis vedkommende med ned i Storms Pakhus, hvor I går direkte ind til Ohoy Fish and Chips. Her bestiller du en portion klassisk fish and chips til 75 kroner, alt imens du ignorerer din ledsagers højlydte klager, for du ved, at der vil sprede sig en lyksalig ro, når først han sætter tænderne i den delikate fisk og de knasende sprøde pomfritter. Ohoy’s version af fish and chips serveres selvfølgelig med en lækker, cremet tartarsauce, som I kan dyppe de gyldne godter i. Næste gang I kigger forbi, kan din ledsager så passende udvide sin fiskehorisont med en portion squid and chips til 73 kroner, hvor den hvide fisk er byttet ud med blæksprutte. Det kan dele vandene, når en restaurant begynder at lave om på klassikere, men vi tør dog alligevel godt påstå, at varianten med blæksprutte næsten fungerer bedre end originalen – og det siger ikke så lidt.

Guld fra havets skattekiste
Kok & Vin, St. Gråbrødrestræde, 5000 Odense C.

Østers. Kaviar. Hummer. Kammusling. Vi kan nævne i flæng. Oceanerne byder på en stor del af de mest eksklusive råvarer i verden. Hos Kok & Vin er du så heldig at få lov at smage på dem, uden at ruinere dig selv fuldstændig! Restaurantens personale har det som fisk i vandet, når de får lov at udfolde sig med havets frugter. Det betyder, at du kan smage lækre retter som marineret tun med lagret fåremælksost, Piment d’Espelette og chorizo til 100 kroner eller ceviche af skærising med grønne tomater, basilikum og Sauce Vierge til 95 kroner. Føler du dig lidt eksklusiv, så kan du prøve de berømte Fine de Clares østers, serveret med stegt citron og skalotteløg i eddike for 35 kroner stykket. Restauranten byder derudover også på en surf’n’turf-ret bestående af en hotdog med lammepølse, dildmayo og håndpillede rejer til 100 kroner. Vi synes, det er ganske rimelige priser for den slags overdådigt mad.

A trip down memory lane
Restaurant Cro’n, Dronningensgade 29, 5000 Odense C.

Er du til det oldschool, og synes du, at det er lige sagen med en gammeldags rejecocktail eller en omgang stegte ål med persillesovs? Så skal du besøge Restaurant Cro’n på Dronningensgade 29. Mormormaden har de seneste år fået en renæssance. Det havde folkene bag Restaurant Cro’n vist forudset, da de tilbage i 2002 åbnede restauranten med kro-tema, og et menukort spækket med mormorretter. Og fisk og skaldyr kan sagtens forenes med det klassiske, danske køkken og mormormaden, selvom begge råvarer normalt forbindes med den finere kogekunst. Retterne på Restaurant Cro’n er beviset herpå. Prøv deres rejecocktail med alt, hvad dertil hører, hjemmelavet dressing og brød til 88 kroner, eller gå hele vejen og kast dig ud i en helstegt rødspætte med hjemmesyltede rødbeder, kartofler og smørsovs for 178 kroner. Du kan vælge at tilkøbe persillesovs for 15 kroner, lige som du kan skifte rødspætten ud med stegte ål, hvis du giver restauranten besked på forhånd.