Omfattende nordisk guide har kåret de tre bedste restauranter i Odense lige nu.
The Balcony, Restaurant Pasfall og Sortebro Kro. Det er navnene på de tre Odense-restauranter, der er optaget blandt Nordens bedste i restaurantguiden White Guide Nordic.
I alt 341 restauranter i Danmark, Grønland, Færøerne, Finland, Island, Norge og Sverige er med i dette års White Guide Nordic.
Restauranternes vurderinger og indbyrdes rang offentliggøres den 26. juni ved lanceringen af den fjerde udgave af White Guide Nordic. Guiden udkom for første gang i 2014.
Sæsonens råvarer og signaturmenu
Hos The Balcony på Vestergade er missionen at servere sæsonbetonede råvarer og nøje sammensatte menuer – i form af en fire-, syv- eller 10-retters menu.
Også på Restaurant Pasfall ved Brandts Passage er der fokus på årstiden, når retterne kommer på kortet, mens Sortebro Kro satser på både a la carte og en signaturmenu med blandt fjordrejebisque, udbenet hornfisk og medaljon af fynsk kanin.
Du kan se den fulde liste over alle restauranter i årets White Guide Nordic her.