Hos Café Kosmos i Lottrups Gård kan du sammensætte din egen veganske julefrokost.
Det kan være lidt besværligt at være veganer til jul, når menuen næsten udelukkende består af gris, smør og fløde. Men nu giver Café Kosmos dig muligheden for at bygge din egen julefrokost, så du ikke kun skal sidde og stikke i en hvid kartoffel.
Julefrokosten kan du bestille på forhånd og derefter tage den med til det arrangement, du skal til.
På caféen kan du vælge fem retter blandt 16 forskellige fra julefrokost-menukortet. De fem retter koster 169 kroner, og hvis du vil have en ret mere oveni, koster det mellem 20 og 35 kroner ekstra. Du kan bestille retterne ved at sende en mail til Café Kosmos.
Vegansk laks og flødefri ris a la mande
Blandt de 16 retter kan du for eksempel få vegansk lax med ærtecreme og citrondressing, hønsesalat uden høns, Kosmos-bøf af bønner med bløde løg, broccolisalat med solsikkekerner og ris ala mande uden fløde.
I hele november kan du desuden komme forbi caféen og prøve en af de veganske juleretter. I denne uge er det Kosmos-bøffen med sovs, bløde løg, kartofler og lidt surt til.
Du kan se hele julefrokost-menuen her.