Da Vaffelhuset ved Skovsøen åbnede den 10. februar, var det med en ny ejer bag disken.
Er en isvaffel ved Skovsøen i Fruens Bøge en tradition for dig? Så frygt ej, for selvom tidligere ejer Frits Starup Nielsen går på pension, har den blot 22-årige Sebastian Alnor nu overtaget forretningen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det vil dog ikke være helt nyt for Sebastian Alnor at stå bag disken, da han de sidste sæsoner har været bestyrer på stedet, mens Frits Starup Nielsen langsomt er trappet ned.
Ny isvaffel på menuen
Sebastian Alnor udtaler til Fyens Stiftstidende, at han gerne vil holde fast i mange af de gamle traditioner i den kommende sæson. Dog vil der være en ny isvaffel på menukortet ved navn Skovsø Special, som vil bestå af tre kugler med chokoladeovertræk, guf, syltetøj og en flødebolle.
Vaffelhuset har åbent hver dag fra klokken 11 til 17, og du kan holde øje med flere nyheder på Vaffelhusets Facebookside.