Storms Pakhus inviterer til torvedag den 7. april med en række fynske producenter.
‘Alle veje går til Rom, men alle fynske veje går til Storms Pakhus.’ Sådan siger Street Food-stedet selv, hvilket også ligger bag Pakhusets nye koncept: Torvedag i Storms Pakhus, som bliver afholdt for første gang lørdag den 7. april fra klokken 10 til 16 på Seebladsgade 21.
”Du kan opleve mindre fynske producenter, som normalt ikke er på markeder, fordi de normalt kun har en gårdsbutik eller en mindre bod. Andre producenter er mere rutinerede, og vi prøver at gøre det muligt for alle at være med,” siger kommunikations- og eventkoordinator Helene Marie Ottosen.
Torvedagen vender tilbage den første lørdag i hver måned frem til oktober. Der er plads til 20 boder, men antallet af producenter kan variere på de forskellige torvedage.
”Producenterne kan melde sig til fra gang til gang, så vi både kan få store og små med, og de er ikke tvunget til at være med til alle torvedagene. De forskellige producenter kan komme og lave helt traditionelt torvesalg, men de kan også sagtens byde ind med aktiviteter,” siger Helene Marie Ottosen.
Jazzorkester og torvestemning
Indtil videre er der otte fynske producenter, som blandt andet tæller Blomster Trylleriet, Pichardts Restauranter og Magtenbølle Honning og Mjød.
I anledning af den første torvedag har Storms Pakhus også sørget for, at et jazzorkester kommer og spiller på torvepladsen.
”Vi håber på at skabe den her rigtige torvestemning, hvor gæsterne kan gå rundt og dufter og smage på maden. Det bliver en rigtig god dag, hvor producenterne forhåbentligt får vist og solgt nogle af deres fine varer frem,” siger Helene Marie Ottosen.