Madboden Vort Daglige Brød er åbnet hos Storms Pakhus på Seebladsgade 21 i Odense.
Det er måske gået dig ubemærket hen, men den 1. august åbnede Vort Daglige Brød i Storms Pakhus, og odenseanerne har taget rigtig godt i mod den lidt anderledes streetfood.
”Det er gået rigtig godt siden åbningen, og vi har haft et god salg. Kunderne bliver glædeligt overrasket, fordi vi har smørrebrød,” siger ejer af Vort Daglige Brød, Heidi Kronholm.
Bondepige med slør
Hos Vort Daglige Brød kan du få 10 varianter af canapé-smørrebrød, og der vil altid være en sød ret på menukortet. Menuen skifter efter sæson, og i næste måned kan du blandt andet smage en tomatsild med creme fraiche og friterede kapers og en rørt tatar med jordskokkechips og sennepsmayo.
”Den søde ret vil fra september være bondepige med slør, som er æblemos med flødeskum, rugbrødscrumble og ribsgelé – hjemmelavet selvfølgelig,” forklarer Heidi Kronholm.
Vort Daglige Brød i Storms Pakhus har åbent alle ugens dage. Vil du have mere information om smørrebrød og tilbud, kan du finde det på Vort Daglige Brøds Facebook-side her.