SPIS! Odense Food Festival

Schiøtzprisen 2018: En fejring af fynske fødevarer

Søndag den 16. september 2018 kan du opleve kokkekonkurrencen Schiøtzprisen under SPIS! Odense Food Festival.

Er du også vild med gastronomi og lokale råvarer? Schiøtzprisen bliver afholdt i ODEON på Odeons Kvarter 1 i Odense fra 11 til 14, og der vil være gratis adgang for alle. Som publikum får du chancen for at overvære fem dygtige, fynske kokke dyste om at vinde Schiøtzprisen. Deltagerne får halvanden time til at tilberede en ret ud fra et stort udvalg af fynske fødevarer, som de herefter skal præsentere for årets dommere.

Hensigten med konkurrencen er at sætte Fyn på det gastronomiske landkort og vise mangfoldigheden af Fyns producenter og råvareleverandører.

”På Fyn producerer vi nogle af verdens allerbedste fødevarer. Samtidig er hver femte fynbo beskæftiget i fødevarebranchen. Det skal vi være stolte af. Derfor er vi glade for igen at sætte stort fokus på Fyn og de fynske råvarer og bidrage til at udbrede fortællingen om de fynske kvalitetsfødevarer,” siger Tine Gudrun Petersen, direktør for SPIS! Odense Food Festival i en pressemeddelelse.

Håndværk og innovation
Årets dommere vil I deres bedømmelse af deltagernes retter især lægge vægt på smag og håndværk, opfindsomhed, visuel præsentation og selvfølgelig evnen til at formidle den fynske fortælling.

“Schiøtzprisen er en legeplads, hvor man kan udfolde sin kreativitet. Man kan sætte sit aftryk og vise, at man mestrer teknikkerne og har noget på hjerte. Det er, når der er noget på spil, når kokken giver noget af sig selv, at det bliver rigtig interessant,” siger Klavs Styrbæk, kok og indehaver af Styrbæks og dommer ved Schiøtzprisen 2018.

SPIS! Odense Food Festival løber af stablen fra den 10. til den 16. september 2018. Her vil det foruden Schiøtzprisen være muligt at deltage i og overvære en lang række andre arrangementer rundt omkring i Odense. Læs mere på SPIS! Odense Food Festivals hjemmeside her.