På søndag den 16. september er du inviteret til langbordsmiddag ved pladsen foran Odenses nye kongres- og kulturhus, ODEON.
I samarbejde med SPIS! Odense Food Festival, der begynder på mandag den 10. september, er der fællespisning i H.C. Andersens gamle kvarter søndag den 16. september klokken 11.30-14.00. Du kan spise mad fra Mexicanske Gringas, Restaurant Fynboen og Restaurant Schiøtz, og der bliver stillet et langbord op, hvor de tre restauranter fylder frokosttallerkenerne til de lækkersultne odenseanere til en pris af 250 kroner.
Kalv, brød og tostadas
Restaurant Fynboen anretter en lækker frokosttallerken, der er inspireret af havets råvare. Restaurant Schiøtz serverer smagfuld kalv fra det fynske slagteri, Grambogård, hvortil der følger andre fynske lækkerier og brød fra restaurantens eget bageri. Dertil disker den mexicanske restaurant Gringas op med en lækker, spicy salpicon med tostadas.
På langbordet vil der stå kolde Schiøtz-øl og sodavand, som du kan nyde, alt imens du lytter til de søde toner af jazzbandet, der går på når festlighederne starter. Læs mere om begivenheden her.