Foto: Pixabay.

Spændende: Rosengårdcentret lokker med ny madboulevard

Shoppingcentret udvider med 15 nye indendørs og udendørs spisesteder.

Inden længe kan du udforske en helt ny madboulevard, når Rosengårdcentret på Ørbækvej 75 udvider centret med 15 nye spisesteder, der både skal være inden- og udendørs. Det skriver TV2 Fyn.

”Familierne i dag vil meget gerne ud og være effektive samtidigt med, at de foretager indkøb. En af måderne er ved at kombinere det med et måltid, som gør indkøbsstedet mere attraktivt. På den måde bruger de mere tid på stedet og bruger dermed flere penge,” siger administrerende direktør i Institut for Centerplanlægning, Per Nyborg til TV2 Fyn.

Madro

Du kommer allerede til at få glæde af de nye madsteder, der ligger på den udendørs terrasse, i juli måned, hvor den første del åbner.

Der bliver plantet træer omkring terrassen, og køreretningen ændres på p-pladsen ved centeret, så trafikken ikke længere ledes mod centeret men mod Ørbækvej. Det skal sikre mere fred og ro til de spisende gæster, der kommer til at sidde ud mod vejen.

Sunset Boulevard er én af de første, der åbner op i de nye lokaler i Rød Gade. Derudover flytter Pizzapizza fra et andet sted i centeret ind i den nye madgade.

Åbner i november

Det er dog ikke kun madsteder, der er en del af planlægningen. Forskellige events er også en del af satsningen, som også inkluderer aktiviteter for børn. I weekenderne kan kunderne få passet deres børn gratis, hvor personalet for eksempel vil male med børnene.

Centret forventer at åbne første del af selve Rød Gade med ti madsteder i november måned. Anden del af forvandlingen og de sidste fem madsteder forventes at være færdig i første kvartal af 2019.