Foto: Rebæl.

Fedt koncept: Odense-drenge sørger for cocktails på flaske

Makkerparret Kasper Bay-Kastrup og Emil Døi Van Dijk Jensen fra Odense står bag cocktailkonceptet Rebæl.

De kan være søde, skarpe, skæve og bare virkelig skønne: Vi elsker cocktails! Desværre kan det være svært at efterligne bartendernes kunst – både for restauranter og jer hjemme i køkkenet. Det problem vil Odense-drengene Kasper Bay-Kastrup og Emil Døi Van Dijk Jensen nu hjælpe os med. De har nemlig skabt cocktailkonceptet Rebæl, der er færdigblandede cocktails på flaske!

“Det kan være en krævende opgave for restauranter at have cocktails af en vis kvalitet på menukortet og en omstændelig omgang for private selv at skulle stå for cocktails til en fest. Det besvær fjerner vi,” fortæller Emil Døi til fyens.dk og fortsætter:

“Når vi sender cocktails ud, er de klar til servering fra flasken – drinks’ene hældes blot over is og pyntes med urter.”

Fynske råvarer og økologi

Rebæls cocktails bliver produceret på lokale, økologiske råvarer. Du kan for eksempel nyde en cocktail med vodka, vanilje og rabarber fra Skyttens Gartneri eller en med rom, timian fra Gartneriet Rosborg og æbler fra Allesøe Frugtplantage.

“Det handler om at skabe det bedste produkt. Altså med gode råvarer, renhed og gennemsigtighed i produktionen,” siger Emil Døi til fyens.dk.

Hvis du er blevet nysgerrig på at smage de økologiske cocktails på flaske, kan du kigge forbi restaurant og delikatesseforretning Gastroteket i Nørregade eller besøge Rebæls bod til SPIS!-festivalen i Odense den 11. til 17. september.