Foto: Pixabay.

Skål! Festival forvandler Vintapperstræde til våd pale ale-drøm

Fra den 10. til 13. maj afholder ølbaren Christian Firtal Pale Ale Festival i Vintapperstræde.

Forår betyder festival i Odense. Og en af de mange festivaler, du kan glæde dig til er Pale Ale Festivalen i Vintapperstræde. Fra den 10. til den 13. maj hylder festivalen den populære øl-variant med musik, mad og over 100 forskellige øl.

Det er ølbaren Christian Firtal, der står bag den fire dage lange festival, og baren har de seneste dage serveret saftige afsløringer om begivenheden på deres Facebook-side.

Blandt andet er sløret blevet løftet for, hvilke bryggerier, der står bag festivalens eksklusive bryg. Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

En våd drøm
I fire dage er Vintapperstræde omdannet til pale ale-elskerens vådeste drøm. Telte bliver slået op, der bliver spillet musik, og der er sørget for, at du har rig mulighed for at købe mad undervejs.

Hvis traditionen holder, åbner festivalen med 20 forskellige humler på hanen torsdag den 10. maj klokken 12. Når klokken bliver 18, skiftes hanerne ud med 20 nye og spændende pale ales. Det samme gør sig gældende de tre efterfølgende dage.

Er du tørstig efter flere ølnyheder og festival-opdateringer, skal du helt sikkert følge Christian Firtal på Facebook.

Skål!