Så er det snart den tid på året, hvor Odense Tarteletfestival byder på tarteletter, musik og råhygge i overflod.
Sæt kryds i kalenderen den 2. juni klokken 17.00 og vær med til at hylde mormorretten over dem alle: Tarteletten. For niende gang præsenterer Restaurant Grønttorvet i samarbejde med Humlum Brød og Albani Odense Tarteletfestival, hvor der serveres ikke mindre end 13.000 tarteletter.
Foruden et bjerg af tarteletter er der også et klækkeligt musikprogram på menuen. Festivallen underholder med musikalske optrædener af blandt andet Johnny Reimar, Sigurd Baretts Tommy Seebach-Tribute og ikke mindst Absolut ABBA, der sørger for at holde gang i festen.
Sidste år bød Odense Tarteletfestival på hele tre forskellige slags tarteletter, og vi er ikke i tvivl om, at det bliver lige så lækkert i år. Festivallen foregår vanen tro på Dokk5000, og billetterne er allerede sat til salg.