Foto: Pixabay.

Det sker på havnen: Nu kan du og dine venner vinde det olympiske øl-mesterskab

Copper Box Café og Bar afholder lørdag den 2. september Beer Olympics i blandt andet beer pong.

Har du altid været skarp til beer pong? Kan du bunde en øl på nul komma fem? Så er det nu, du skal slå til!

Copper Box inviterer lørdag den 2. september alle øl-glade odenseanere om bord på den flydende café på havnefronten fra klokken 14: Den olympiske øl-mester skal nemlig findes!

For at kunne deltage i Beer Olympics skal du samle et hold med fire seje gutter eller gutinder. Sammen skal I dyste mod modstanderholdene i 5 discipliner, indtil vinderne kåres mellem klokken 22 og 24.

Grillpølser og burritos

Skal du overleve en olympisk øl-dag, er mad en nødvendighed. Heldigvis sørger Copper Box for at tænde op i grillen, så du kan få grillpølser med brød, hvis du da ikke hellere vil have caféens burrito eller tacos, som du også kan købe.

Du skal af med bare 250 kroner for at deltage – og så får du altså fri øl hele dagen! Caféen oplyser, at der er plads til 12 hold i konkurrencen, og at publikum og fans er mere end velkomne.

Du kan læse meget mere om arrangementet her.

Held og lykke!