Foto: Restaurant mmoks.

Restaurant i Odense fejrer fødselsdag med tidligere favoritter på kortet

Restaurant mmoks i Odense makerer, at de fylder tre år med en hel uges fødselsdagsfejring. 

Fødselsdage skal fejres, og det er også tilfældet hos Restaurant mmoks i Kongensgade 65. Restauranten fylder nemlig tre år, og de har i den anledning arrangeret event-uge fra den 12 til 17. marts.

Favoritterne er tilbage

Det betyder, at køkkenet inviterer på gensyn med tidligere favoritter fra kortet i hele uge 11. Der er sammensat en menu til 450 kroner bestående af tre slags snacks: Stenbidderrogn med saltede mandler, Lammehjerne med karry og mynte, samt Griseører med sennep og eddike.

Herefter serveres jomfruhummer med rødder og sauce, en kalvetatar  med den røde tang Söl, tyttebær og Gammel Dansk, og restaurantens velkendte Ribs og Ribs bestående af barbeque ribben med danske ribs til.

Desserten består af den meget populære Kuglen, en rabarberkugle med en midte af iscreme på korn og marcipan, samt en croissant bagt med kalvefedt og pistace.

Det legende køkken

Retterne hos mmoks består af små, moderne serveringer, og køkkenet er kendt for deres legende tilgang til mad. Råvarerne hentes gerne fra hele verden, men lokale, fynske råvarer og leverandører prioriteres højt.