Foto: Falafelhuset.

Gratis falafel: Pitabar i Odense er klar til åbningsdagen

Spisestedet Falafelhuset åbner den 26. september.

Er du vild med falafler? Så bliver du glad for denne nyhed: Spisestedet Falafelhuset åbner nemlig i Skt. Knuds Kirkestræde 7 den 26. september klokken 18.

”Vi glæder os helt vildt til at åbne, og jeg ser frem til åbningsdagen. Menuen kommer til at bestå af hjemmelavede falafelretter, pommes fritter, hummus og et udvalg af sodavand og tyrkisk yoghurt,” siger indehaver, Rammi Mahmoud.

Gratis pita
Falafelhuset har indtil videre leveret mad til diverse festivaler fra en madvogn, men nu får spisestedet en fast adresse i Odense. Rammi Mahmoud fortæller, at der på åbningsdagen vil være gratis smagsprøver til gæsterne.

”På vores første åbningsdag vil der være én gratis pita til vores gæster mellem klokken 18 og 20. Vi har fået meget ros for vores falafler, så folk kan smage dem og danne sig en idé om, hvad vi serverer,” siger han.

Falafelhuset får plads til omkring 10 siddende gæster, og du kan følge med i åbningen af Falafelhuset på spisestedets Facebook-side.