Blogger Christina Melchiors fra candthecity.dk afslører her sin favorit-steak frites i Odense.
“Det møre, smagfulde, saftige kød, de sprøde pommes frites og den silkebløde, cremede, fyldige og alligevel lidt skarpe bearnaise.”
Der er kærlighed i luften, når blogger Christina Melchiors fra bloggen candthecity.dk beskriver steak frites – en ret, der ifølge hende er noget af det bedste, det franske bistro-køkken har at byde på.
Den franske ret, der på dansk er kendt under navnet bøf bearnaise, består som beskrevet af en god steak med sprøde pommes frites og masser af sauce bearnaise.
Blogger Christina Melchiors har spist Odense tynd, og er hermed klar til at give dig hendes anbefaling på Odenses bedste steak frites.
Signatur-bearnaise med chili
Det er med klar røst og uden tøven, at Christina Melchiors peger på, at MASH på Vestergade 11 laver Odenses bedste version af den franske klassiker.
“På MASH ved de, hvad de laver, både når det kommer til kød, vin, sauce og fritter. De har endda deres egen signatur-bearnaise, der er tilsat en lille smule cayennepeber, så den hverken bliver for tung eller vammel, og det fungerer upåklageligt,” siger Christina Melchiors.
Endnu et plus på kontoen hos MASH er ifølge Christina Melchiors, at du her kan vælge lige præcis den udskæring, du foretrækker, og så kan du også selv vælge, om dit kød skal være dansk, australsk eller fra Uruguay.
Tjekket restaurant med super service
Når Christina Melchiors synes, at MASH laver Odenses bedste steak frites, er der udover selve udførelsen af retten flere andre parametre, der spiller ind.
“Her er super service, høj viden om både mad, vin, råvarer og drinks samt en visuelt meget tjekket restaurant, som interiørmæssigt bare spiller,” udtaler hun.
Og så fortæller hun også, at det ikke gør noget skidt for sagen, at du har mulighed for at begynde eller slutte aftenen med en laber cocktail.
Den perfekte steak frites
Der er ifølge Christina Melchiors rigtigt mange ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis du vil have den perfekte steak frites.
“Det giver sig selv, at kødet skal være mørt. Derudover skal fritterne være stangsprøde, saltede og varme, nærmest direkte fra den gyldne brønd, og bearnaisen skal være så tyk, at kartoffelstængerne selv kan stå oprejst i saucen,” forklarer bloggeren.
Og til sidst: Der skal ALTID være mulig for refill af bearnaisen!
Sommeren er forbi, og hverdagen er igen over os – men derfor skal der stadig være tid til kulinariske oplevelser. Vi har spurgt en række odenseanske bloggere om deres bud på Odenses bedste blandt en række kategorier.