Det gamle S’vineriet Vinapotek i Klaregade 34-36 genåbner i samme lokaler fredag den 12. oktober.
Har du savnet S’vineriet Vinapotek, så er der gode nyheder. Vinbaren, der tidligere hed Svinedrengen – Hvin Bar, åbner nemlig på ny med to kendinge bag roret fredag den 12. oktober klokken 13, hvor der er grand opening med et gratis glas vin til gæsterne.
Det er de tidligere ansatte André Berkholdt Larsen og Pernille Bohn Pedersen, der er ejere i det nye S’vineriet Vinapotek, der nu genopstår med det oprindelige navn og det oprindelige koncept.
”Vi vil prøve at kombinere dét, som gæsterne kunne lide ved det gamle S’vineriet, og dét, som vi selv er begejstrede for. Vi vil tilføje nogle nye og interessante vine fra blandt Grækenland og Australien, men vi kommer selvfølgelig også til at have et udvalg af klassiske vine,” fortæller medejer, Pernille Bohn Pedersen.
Ceviche og tartar
Det nye S’vineriet Vinapotek får også nyt madkort med mad leveret fra Restaurant Bacchus.
”Stephan Libourel fra Restaurant Bacchus kommer til at levere maden til det nye S’vineriet. Der vil være nogle mindre serveringer, blandt andet noget ceviche og tartar og et godt landbrød,” siger Pernille Bohn Pedersen.
Vinbaren kommer også til at fungere som vinbutik, så gæsterne kan købe vin med hjem, og der bliver plads til omkring 70 gæster.
”Men vores gæster er meget velkomne til at sætte sig rundt omkring på trapper og i vindueskarme, for det skaber sådan en hyggelig stemning,” slutter Pernille Bohn Pedersen.
Du kan læse mere om genåbningen af vinbaren her.