Når det nye Hotel Odeon åbner i Odeons Kvarter 11 den 15. oktober, bliver det med den nye restaurant H.C. by Meyers.
Ser du frem til åbningen af Hotel Odeon? Så kan du godt glæde dig endnu mere, da åbningen også betyder en ny restaurant i byen. På hotellet åbner nemlig restauranten H.C. by Meyers, der er baseret på kokken Claus Meyers madunivers. Det skriver Odense Congress Center i en pressemeddelelse.
Restaurantens fokus bliver på bæredygtighed, økologi og sund mad med et nordisk præg, og der vil være fuld fokus på morgenmadsoplevelsen, når restauranten for første gang slår dørene op mandag den 15. oktober.
”Med fokus på lokale råvarer og økologi har Meyers og H.C. by Meyers en profil og et brand, som går godt i spænd med Hotel Odeon, der også fokuserer på kvalitet og et eksklusivt feel,” siger direktør i Odense Sport og Event, Enrico Augustinus, i pressemeddelelsen.
H.C. by Meyers udvider senere med en a la carte-restaurant, som åbner den 1. februar 2019. Du kan læse mere om H.C. by Meyers og Hotel Odeon her.