SPIS! Odense Food Festival

Mums: Nu er der restaurant-crawl i Odenses gader

Fredag den 14. september fra klokken 17.30 kan du komme på restaurant-crawl i Odense.

Hvis ét restaurantbesøg er godt, må tre restaurantbesøg på én aften være rigtigt godt. Det er logikken bag den årlige Restaurant Crawl, der tager dig på en kulinarisk rundrejse gennem Odenses hyggelige gader til tre forskellige spisesteder. Restaurant Crawl’en, som er en del af SPIS! Odense Food Festival, lægger i år vejen forbi henholdsvis mmoks, Restaurant Grand og Bryggeriet Flakhaven.

Gastronomisk gåsegang
Mødestedet for arrangementet er som de forrige år Gråbrødre Torv, hvor aftenen skydes i gang med en kold Schiøtz-øl fra Albani til alle deltagere. Herefter opdeles alle tilmeldte i tre grupper, som sammen bevæger sig ud på den tre etaper lange gastronomiske byvandring ledt an af en af festivallens guider.

”Deltagerne bliver delt op i tre hold og derefter fordelt ud på de tre spisesteder, så alle kommer ikke til at spise den samme ret det samme sted. Spisestederne sætter deres personlige præg på menuerne,” fortæller projektchef ved SPIS! Odense Food Festival Majken Jaussi.

Rokke på menuen
SPIS! Odense Food Festival har allerede løftet sløret for elementer i menuerne: Forretterne består af fisk, hovedretterne er okse eller svin, og desserterne bygger på sæsonens frugt og grønt.

”Spisestederne er stadig i gang med at lægge sidste hånd på menuerne, men jeg ved, at mmoks kommer til at servere rokkevinge til forret, så det lyder jo meget spændende”, fortæller Majken Jaussi.

Som en sløjfe på aftenen bevæger grupperne sig i fællesskab til Arkaden Food Market, hvor aftenen sluttes af med en forfriskende drikkevare.

Lyder Restaurant Crawl’en som noget for dig, så vent ikke for længe med at bestille din billet, da arrangørerne beretter om hurtigt udsolgte biletter de forrige år. En billet til arrangementet koster 549 kroner, og du kan læse mere om begivenheden her og købe billetter her.