Fra den 16. oktober er der nye frokostretter hos Gastroteket fra tirsdag til fredag mellem klokken 12 og 17.
Er du vild med Gastroteket i Nørregade 39? Så kan du glæde dig over, at de fra i dag den 16. oktober har nye frokostretter på menuen.
På den nye frokostmenu kan du blandt andet få glaserede beder i hyldebær og hyldeblomst med rå bolchebeder serveret med osteflager, frisk ost og dildgelé. Der er også koldrøget laks med bagt græskarpuré, syltet og stegt græskar, syrlige agurker og urtecreme.
Er du mere til kød, kan du få braiseret oksebov rullet op i suffléfars af okse med confiterede kartofler og bagt hvidløgscreme eller braiseret og glaseret svinekæbe med rå og bagte jordskokker. Herefter kan du slutte af med et ostebræt med sødt og salt eller en chokoladekage med sveskepuré.
”Det er blevet koldere udenfor, så vi har fået varme retter på menuen. Vi vil samtidig gerne udvide med nye smagsoplevelser, uden det bliver tunge retter. Du kan sagtens spise to retter og på den måde komme rundt om mange forskellige ingredienser og smage,” fortæller restaurantchef, Camilla Nørgaard.
Størstedelen af Gastrotekets råvarer er lokale varer fra Fyn med blandt andet okse fra Urupdam og røget laks fra Røgeri Hindsholm. Tre retter koster 275 kroner, men du kan også købe én ret for 99 kroner.