Pixabay

Gratis smagsprøver: Ny delikatesse-butik slår dørene op i Overgade

Onsdag den 31. oktober klokken 16 åbner den nye delikatesse- og frokostbutik NORDFREDs i Overgade 25 med smagsprøver og åbningstilbud.

Er du vild med lokale produkter fra fynske producenter? Så kan du fra i dag klokken 16 kigge ind i Overgade 25, hvor NORDFREDs slår dørene op til en ny butik med fynske specialiteter og hjemmelavede sandwich.

”NORDFREDs er en kombineret specialitets- og sandwichbutik. Vi sælger fynske specialiteter lavet på fynske råvarer. Du kan blandt andet købe lokal gin, whiskey, lakridskonfekt, chutney, ketchup, skinke, ost og en god kop kaffe med bønner fra risteriet Holy Bean, der ligger i Aarup,” fortæller ejer, Kristian Nordfred Hansen.

Frokost og fynske specialiteter
Udover delikatessebutikken fungerer NORDFREDs også som en frokostbutik, hvor du kan få tre forskellige slags hjemmelavet sandwich lavet med fynske råvarer eller en hjemmelavet brunsvigersnegl til den søde tand. Derudover kan du få tapasanretningen ”det fynske bræt” med lokal ost, skinke og salami fra det økologiske landbrug Steensgaard.

”Vi vil gerne give odenseanerne mulighed for at prøve lækre, fynske specialiteter. Vi har selv udvalgt alle produkterne i butikken og mødt leverandørerne, så vi ved, at kvaliteten er i top,” siger Kristian Nordfred Hansen.

Til åbningsreceptionen kan du smage på et bredt udvalg af produkterne i butikken som for eksempel tapasanretningen, og der vil være gode åbningstilbud på produkterne. Du kan læse mere om NORDFREDs her.