Foto: Pixabay

Ny café med frokost og sødt er åbnet i Vintapperstræde

Hos den nye café Mr. Torp kan du få frokostretter, sødt og varme drikke.

Er du til frokostretter, måske en gang sødt og hjemlig hygge? Så skal du tage et smut forbi den nye café Mr. Torp i Vintapperstræde 47, der åbnede den 18. december.

“Jeg har plads til 12 spisende gæster i caféen. Når du besøger caféen, skulle det gerne være med samme følelse som, når du er på kaffebesøg hos en ven. Jeg vil gerne kunne kræse lidt ekstra for mine kunder,” fortæller ejer af caféen Michael Torp.

Menukortet skifter hver måned – næste gang den 1. februar – så retterne passer til årstidens råvarer. Lige nu byder den lille café blandt andet på langtidsbagt laks med urtecreme, radiser og rugbrødschips, tatar og kyllingesalat.

Chokolademousse og varme drikke

Er du til søde sager, kan du lige nu få chokolademousse med hindbæris og chokoladekrystaller samt fynske æbler med karamel og crumble af cookies. Af drikkevarer kan du vælge mellem kaffe, chai latte og varm kakao.

Michael Torp bager alt brød og alle kager selv, og for at fuldende stemningen af “kaffebesøg hos en ven” skifter kagerne i caféen også løbende, fortæller han.

Caféen har åbent mandag til torsdag fra klokken 10 til 18, fredag og lørdag fra klokken 9 til 18 og søndag fra klokken 9 til 15.