Til Royal Run kan du smage på Gastrotekets berømte flæskestegssandwich.
I anledningen af Royal Run, som løber af stablen den 21. maj, vil Gastroteket opstille en bod, hvor du kan købe deres berømte flæskestegssandwich. Så når du bliver sulten eller træt af at heppe, kan du smutte forbi, og få den lækre flæskestegssandwich med sprøde svær.
”Løbet foregår lige uden for, så vi synes det kunne være sjovt at opstille en bod, for at få lidt liv i gaden,” siger køkkenchef Jesper Lychegaard.
Flæskestegssandwichen er fyldt med gode råvarer. I sandwichen er der
fynsk kål, hjemmelavet sennepsmayonnaise og syltede løg samt gris fra Grambogård. Prisen for flæskestegssandwichen er 85 kroner to go, og 95 kroner hvis du vil spise den i restauranten.
Gastroteket holder til på Nørregade 39 i Odense, hvor boden også bliver stillet op. Der er åbent i boden fra klokken 12 til 19.