Til juni kan du støtte kampen imod kræft ved at deltage i Spis & Støt.
Fra den 2. til den 10. juni kan du komme til restaurantfestivalen Spis & Støt, hvor en række restauranter i Odense byder på en treretters menu, som støtter Kræftens Bekæmpelses arbejde. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
”Kræft vedrører os alle og derfor er en aktiv indsats afgørende for både kræftramte og pårørende. I Kræftens Bekæmpelse er vi derfor rigtig glade for, at så mange restauranter støtter op om Spis & Støt. Sammen kan vi tilbyde vores gæster gastronomiske oplevelser samtidig med at de støtter kræftsagen, fortæller Sara Haugesen, projektleder i Kræftens Bekæmpelse.
I den gode sags tjeneste
Der er tre mulige menubilletter. Den første er til 250 kroner, og den kan du benytte på restauranter som Aro, Kok & Vin, Olivia Brasserie og Noé Vinbar.
”Den altovervejende årsag til, at vi støtter op om Spis & Støt er, at vi gerne vil sætte fokus på en forfærdelig sygdom, som kan ramme uanset alder og generel helbredstilstand. Vi ved godt, at vi ikke kan redde verden, men vi vil gerne give den en skalle i forbindelse med Spis & Støt, da vi selv har haft personlige oplevelser med sygdommen,” fortæller Steffen Falkesgaard Hansen fra Kok & Vin.
Gourmetmenu
På Restaurant Vår og The Balcony kan du også bestille gourmetmenuen til 500 kroner og støtte endnu mere. Det er også muligt at bestille en Michelin-billet til 750 kroner, men den skal du til København for at benytte.
Sidste år indsamlede Spis & Støt 650.000 kroner, og i år deltager 76 restauranter i Spis & Støt landet over. Du kan se hele listen over deltagende restauranter og købe billetter her.