Foto: Markus Glavind.

Tinderbox 2018: Her er madboderne

Musikfestivalen i Tusindårsskoven har præsenteret årets madboder.

Uanset om du er til sushi, sandwiches, bagerbrød, fish & chips eller veganske burgere, så findes der masser af madboder til dig på årets Tinderbox. Festivalen har netop præsenteret dem alle i en pressemeddelelse.

Tinderbox-favoritter som Gorms Pizza, Burger Anarchy, Mads og Mikkels Pandekager, Fru Lund Bageri og Fish&Chips vender tilbage på festivalpladsen.

Ny vegansk burger

Med ændringer på Magicbox-området og de nye områder Teltscenen, Groovebox og Moonshine er der blevet plads til at sætte endnu større fokus på mad i stort set alle smagsvarianter.

Det er for eksempel nu muligt at sætte tænderne i en vegansk burger fra Venchi, som er en odenseansk, økologisk og vegansk restaurant, der stiller op med en bod i Groovebox-området til højre for indgangen til Magicbox.

Street food og wontons

Hvis ikke lysten er til en juicy vegansk burger, så kunne det måske friste med en omgang kantonesisk street food fra Mr. Phanhouse, der lige ved siden af serverer wontons, bao buns og chicken wings.

På det nye område Moonshine kan du også finde to street food-boder i form af Hooked, der serverer fish ’n’ chips og Snack & Blues, hvor du finder de anmelderroste burgere med fried chicken eller halloumi, anmeldt til seks hjerter i Politiken.

Lokal burgerbar og sushi

Ved Magicbox-området finder du den lokale burgerbar Molotov, som dyrker den saftige og fyldige burger med friske råvarer og boller fra det lokale Fru Lund Bageri.

Mellem Blå og Rød Scene kan du få sushi fra Bar’sushi, bagerbrød og kager fra Fru Lund, hjemmelavet italiensk is fra Il Gusto og flæskestegssandwich fra Gastroteket.

Kniv og gaffel-mad

Er du mere til kniv og gaffel, så kommer Pasfall i år med to etager, hvoraf en er dedikeret til deres nye Pasfall Public, der serverer bistro-retter i hyggelige omgivelser.

Du kan også se frem til at besøge The Food Stall, som brygger kaffe på højkvalitetsbønner fra de lokale Holy Bean Coffee Roasters og medbringer økologiske jordbær, ærter, rodfrugtchips, wraps og forskellige juicer.

Tinderbox 2018 afvikles i dagene 28. til 30. juni i Tusindårsskoven ved Odense, og billetter kan købes via Tinderbox.dk.

Liste over madboder på årets Tinderbox: