Kendt kok åbner ny restaurant i hjertet af Odense

Odense får en ny restaurant på Vestergade 5, når kokken Yves Le Lay åbner dørene til et nyt spisested til november.

Fra København til Odense

Yves Le Lay har arbejdet på flere toprestauranter både i Danmark og i udlandet. Nu flytter han fra København til Odense for at etablere restauranten i samarbejde med sin tidligere læremester Per Hallundbæk og virksomheden Bargroup Food.

”Jeg har fået muligheden for at åbne en restaurant i Odense – sammen med min tidligere læremester og gode ven Per Hallundbæk. Odense er en by, jeg holder af, og jeg glæder mig til at arbejde her. Jeg tror på, at byen kan bruge et køkken som mit,” siger Yves Le Lay.

Bacchus lukker – nyt kapitel begynder

Den nye restaurant flytter ind på adressen, hvor Restaurant Bacchus har haft til huse de seneste fem år. Ejer Stéphane afslutter nu driften og gør klar til nye projekter.

”Vi har haft ti gode år med Bacchus, heraf fem år på Vestergade. Nu er tiden kommet til nye eventyr, og jeg overlader lokalerne til Per, Bargroup Food og deres nye partner,” siger Stéphane.

Samarbejdet mellem Yves Le Lay og Per Hallundbæk bygger på mange års erfaring sammen, blandt andet fra tiden på Falsled Kro.

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Yves igen. Vi deler samme tilgang til mad, råvarer og værtskab,” siger Per Hallundbæk.

Hos Bargroup Food ser direktør Bjørn Hentze frem til åbningen:

”Vi er glade for at være med i projektet og ser frem til at åbne dørene til november,” siger han.

Detaljer om konceptet for den nye restaurant er endnu ikke offentliggjort, men åbningen er planlagt til november på Vestergade 5 i Odense.