Foto: The Gastro Club

Kalder alle madelskere: The Gastro Club åbner i Odense

The Gastro Club er et helt nyt spise- og smagskoncept, der giver dig unikke madoplevelser på udvalgte gourmetrestauranter i Odense.

Er du typen, der altid ser frem til det næste gastromåltid, så er der godt nyt. Spisekonceptet for madelskere The Gastro Club har ramt Odense. Der kommer til at være et til to arrangementer om måneden, hvor billetten koster under 400 kroner for en social gastrooplevelse.

“The Gastro Club er et deltagende og involverende spisearrangement, hvor du dyrker social dining-konceptet og spiser sammen med andre ved langborde. Det er et oplevelsesfællesskab for madelskere,” fortæller Claus Kozmo Rasmussen, der er en af initiativtagerne bag The Gastro Club.

Hvis du slet ikke kan vente med at blive en del af The Gastro Club, skal du sætte kryds i kalenderen den 29 maj, hvor der er første arrangement. Gastromiddagen ligger altid i hverdagene, for det er en del af konceptet, at køkkenchefen eller ejeren har tid til at deltage og tale med gæsterne.

Madfælleskab for gastroelskere
Den 11. april var der pre-event på The Balcony, og hele 32 nysgerrige gæster mødte op for at afprøve og kommentere det nye madkoncept. Responsen til middagen var positiv og koncentrerede sig især om det sociale aspekt ved aftenen.

“Gæsterne lægger vægt på at møde nye mennesker, at spise på en ny restaurant og de var især glade for social dining-formen, der gav en super hyggelig stemning,” siger Claus Kozmo Rasmussen.

Næste arrangement er den 29. maj klokken 18.30 på Restaurant Marie Louise, hvor menuen vil være mellem 6-9 mindre deleretter, der både er inspireret af menukortet og kokkens frie fantasi. Prisen for aftenen er 375 kroner, og der er mulighed for at tilkøbe en vinmenu på restauranten. Du melder dig til arrangementet lige her.