Foto: No. 61

Her er Odenses bedste spisesteder

Afstemningen Best of Odense blev afgjort i weekenden – læs her, hvilke spisesteder der løb med sejren.

Er du vild med at spise ude, og kunne du godt tænke dig at vide, hvor de bedste steder er lige nu ifølge læserne af Ugeavisen Odense og Fyens Stiftstidende? Så har vi her samlet de vindende spisesteder fra afstemningen Best of Odense, der løb af stablen i weekenden. Det er Ugeavisen Odense og Fyens Stiftstidende der står bag afstemningen, og her har I resultaterne:

Bedste café

I kategorien Byens Bedste Café vandt Café Skt Gertruds på Jernbanegade. Stedet er inspireret af fransk brasseriekultur, og Gertrud – som stedet hedder i folkemunde – er en klassisk café. Gertrud dystede mod tre andre nominerede: Papas Papbar, Riceteria by Rice og Café Kosmos Vegan & Organic.

Årets søde tand

Det er andet år i træk, at Il Gusto i Vindegade løber med prisen som favoritstedet for folk med en sød tand. Stedet vandt også prisen sidste år, især for deres hjemmelavede italienske is. De øvrige nominerede i kategorien Årets søde tand var Odense Chokoladehus, Mahi’s Cabin – Tea and Coffee og Det Gode Brød.

Byens bedste takeaway

Sushi er populært, når det gælder takeaway-mad, og i Odense er det Umashi i Vestergade, du skal ringe til. Sushi-restauranten vandt nemlig prisen som Byens Bedste Takeaway foran stederne Ammi Jees, Rosticceria og Café Mauritz.

Årets restaurant

For andet år i træk har restauranten No. 61 i Kongensgade vundet prisen som Årets Restaurant i Best of Odense. Restauranten holder dermed fast i sin popularitet hos det odenseanske publikum. Det var en tæt kamp mellem de fire nominerede i kategorien, hvor alle har fået hædersbevisninger før. Ud over No. 61 var også The Balcony, Mmoks og Pasfall nomineret.

Årets burger

Sidste år vandt Burger Anarchy i Gravene titlen som Byens Bedste Takeaway ved Best of Odense, med i år var det prisen som Byens Bedste Burger, burgerbaren løb med. Det skete i kamp med de andre nominerede Café Mauritz, Bulls og Werners Grill.

Årets brunch

Hvis du er vild med brunch, skal du måske tage forbi Eydes i Kongensgade – stedet vandt nemlig prisen som Byens Bedste Brunch. Her kan du få brunchbuffet alle ugens dage. De andre nominerede i kategorien var Themsens Café og Fristelser, Restaurant Nordatlanten og Under Lindetræet.

Årets spire

Streetfood er meget populært lige nu, og streetfoodmarkedet Storms Pakhus vandt i Seebladsgade prisen som Årets Spire, en pris der gives til nye spændende tiltage i Odense. Storms Pakhus var oppe imod Breakfast Beat på Momentum, Ted Talks på Odense Teater og Fællesspisning i Odeon Social.