Foto: Pixabay.

GUIDE: Sommeren er over os, og restaurantoplevelserne er rykket udenfor, hvor du kan nyde et køligt glas hvidvin. Vi guider dig til seks lækre hvidvinsspots i Odense.

Den europæiske
Lalou Vinbar, Pogestræde 31, 5000 Odense C

Teamet bag Lalou Vinbar skænker dig de bedste europæiske vine. Ejerne rejser nemlig selv rundt i Europa og smager de vine, som de importerer og sælger i Odense. Der er derfor ingen tvivl om, at det er kvalitet, der fylder flaskerne hos Lalou Vinbar, og derfor skal de selvfølgelig også med i vores guide til seks lækre hvidvinsspots i Odense. Til hverdag har Lalou åbent for alle tørstige sjæle, men du kan også booke baren til et selskab med familien eller til et firmaevent, hvis du vil have stedet for dig selv. Lalou Vinbar afholder desuden smagninger et par gange om måneden, hvor der ofte er besøg af producenter, og hvor gæsterne får lidt snacks til vinen. Tip: Bliver du lidt brødflov, mens du besøger Lalou, kan du heldigvis også få lidt mundgodt af forskellig art til mellem 50 og 115 kroner. Der er for eksempel både fyldte chokolader til den søde tand og charcuteri til den sultne mave.

Restauranten
Kok & Vin, St. Gråbrødrestræde 19, 5000 Odense C

Kok & Vin er meget mere end en vinbar. Selvom deres vinkort er over 20 sider langt, og det indeholder alt fra vin og champagne til likør og spiritus, så er der altså ikke udelukkende fokus på drikkevarerne hos Kok & Vin. Også menuerne, som de skifter cirka en gang om måneden, er der kredset for. Tavlemenuen og Menu Classique er sammensat på forhånd, men du kan også vælge både større og mindre retter a la carte. Kok & Vin er et af de steder i Odense, hvor du skal hen, når du gerne vil have, at mad og vin spiller sammen. Kok & Vins små lokaler er virkelig hyggelige med det halvåbne køkken, og der er plads til 55 spisende gæster i restauranten. Desuden har de en vinkælder, hvor du også kan få serveret mad og drikke, men den åbner kun på særligt travle aftenener eller i forbindelse med selskaber.Tip: Kok & Vin har specielle tilbud til dig, der har billetter til en forestilling på Odense Teater.

Klassens nye pige
Amy’s Bar & Winehouse, Jernbanegade 12, 5000 Odense C

Amy’s Bar & Winehouse er et af de nyeste skud på stammen i Odenses vin-verden. De tre ejere, Gry, Nik og Thomas, åbnede stedet i efteråret 2016, fordi de savnede en bar i Odense, der lå i krydsfeltet mellem café, restaurant og værtshus, og som havde lidt af den samme hjemlige stemning, som vinbarerne i Barcelona. Derfor kan du selvfølgelig også få tapasanretninger fra det spanske og italienske køkken, når du besøger Amy’s. Barkortet giver dig et bredt udvalg af vine på både glas og flasker, og det er virkelig nemt at finde den vin, du har lyst til at drikke, fordi kortet indeholder små notater om vinenes smage og dufte. Amy’s laver også gode drinks, og som bonus er priserne på det hele virkelig budgetvenlige. Tip: Trænger du alligevel til noget lunt, når foråret snyder, laver Amy’s en virkelig god byg-selv irish coffee. For kun 75 kroner får du en kop berusende irsk kaffe, som du selv kan bestemme styrken på.

Apoteket
Svinedrengen, Klaregade 36, 5000 Odense C

S’vinedrengen startede i 2015 som S’vineriet Vinapotek, hvor du kunne smage på vinen, før du besluttede dig for at købe en flaske med hjem. Det kan du naturligvis stadig, men siden begyndelsen har S’vinedrengen udvidet menukortet med bland andet tapas-anretninger, så du også kan få stillet sulten. Stedet har et udvalg på 100 vine, og et glas koster mellem 60 og 500 kroner, så der er både til tykke og tynde pengepunge. Atmosfæren er hyggelig og indbydende både for dem, der vil slynge vinen og dufte, før de smager, og til dem, der bare gerne vil hygge sig. S’vinedrengen afholder smagninger, og det er ikke kun vinens verden, du kan blive guidet igennem. Vinapoteket i Klaregade afholder nemlig også gin- og romsmagninger, hvor du kan udfordre smagsløgene på en anden måde, end du er vant til. Tip: S’vinedrengen har ‘Tøm Tirsdag’ hver tirsdag, hvor alle åbne flasker i vinskabene koster 50 kroner per glas uanset førpris.

Til den tørstige
Nelle’s, Rosenbæk Torv 1A / Filosofgangen 30C / Overgade 21A / Ejlskovsgade 15

Nelle’s er mest kendt som kaffested, men faktisk langes der ret meget vin over disken i de fire Nelle’s-barer, som Odense huser. Selvom Nelle’s efterhånden indgår i kategorien ‘kæde’, har alle fire lokationer vidt forskellige udtryk. Nelle’s i Overgade er for eksempel for de morgenfriske, idet de allerede klokken 8 byder på en croissant og dagens første kop kaffe. Nelle’s på Filosofgangen er for de sporty, da de holder Yoga-morgener og løbeklub. Er du rigtig tørstig, skal du indfinde dig på Nelle’s på Rosenbæk Torv fredag og lørdag fra klokken 21 til 23, hvor Vintønden er åben. Her kan du skænke dit eget glas vin ligeså mange gange, du vil, og det koster kun 150 kroner. Ellers holder alle Nelle’s-barer Timeglas hver dag mellem 18 og 19, hvor du får halv pris på alle vine på glas. Tip: Hver tirsdag holder Nelle’s på Rosenbæk Torv fællessang, hvor du kan smøre sangstemmen med et glas vin, inden Højskolesangbogen åbnes.

Beværtningen
Lørups Vinstue, Claus Bergs Gade 5, 5000 Odense C

Okay, indrømmet, udvalget af hvidvin på Lørups er minimalt. Faktisk begrænser det sig til husets, men stedet hedder jo vinstue, og vi er vilde med, hvordan det vidner om en svunden tid, hvor kromutter skænkede til stamgæsterne hele døgnet rundt.
Lørups fylder dit glas på klassisk værtshusmanér; i tilrøgede lokaler, med rødternede duge, og levende musik hver lørdag formiddag, når Sortebrødre Torv agerer markedsplads lige udenfor vinstuen. Desuden afholder stedet hver første torsdag i måneden Lørups Quizzen, hvor første-, anden- og tredjepladsen belønnes med alkoholiske præmier, så der er mange hyggelige arrangementer at komme efter på værtshuset. Lørups Vinstue skulle efter sigende være et af Kim Larsens stamsteder, men det er op til dig, om det lokker eller afskrækker. Tip: Slut aftenen her — da det er en del af den snaskede charme, at du lugter af værtshus i dagevis efter ganske kort tid på Lørups.