Mr. Rustique The Saucerer har slået dørene op på madmarkedet Storms Pakhus.
Er du til franskinspireret gademad, så er Mr. Rustique The Saucerer nok lige noget for dig. Madboden åbnede i fredags i Storms Pakhus i Seebladsgade og har speciale i intet mindre end sovs.
Mr. Rustique The Saucerer tilbyder frokostsandwich og aftensmad udført i fransk landkøkken-stil. Ejeren har boet i Luxemborg i 13 år, og det er her, han henter sin inspiration. Det skriver Storms Pakhus på Facebook.
Til frokost kan du hos den nye madbod nyde en frokostbolle med confiteret svinebryst, mens menuen til aften står på confiteret svinebryst, saltbagt selleri, sauce lyonnaise, grønkål, æble, løg og dild samt creme brulé med skovsyre og syltede lokale brombær til dessert.
Du kan få frokostsandwichen mellem klokken 10 og 16 for 55 kroner. Hvis du først kommer til aften, koster de to retter 159 kroner. Hovedretten alene fås til 119 kroner og creme bruléen til 49 kroner.