Foto: Pixabay.

Nyt tiltag: Fodbold på storskærm til Odense Tarteletfestival

I år kan du kombinere tarteletter ad libitum med fodboldkamp på storskærm til Odense Tarteletfestival.

Verdens største tarteletfestival – Odense Tarteletfestival – er lige rundt om hjørnet, og arrangørerne har netop trukket en vild overraskelse op af hatten.

I festivalens udendørslounge kan gæsterne nemlig følge det danske fodboldlandsholds venskabskamp mod Sverige den 2. juni. Det skriver Odense Tarteletfestival i en pressemeddelelse.

Vin og tarteletter er ikke et ringe match
Som om det ikke var nok, bygger Svinedrengen – Hvin bar, en vinbar til festivalen. For vin og tarteletter er slet ikke et ringe match, mener Michel Rex, som er ejer af vinbaren i Klaregade.

“Vi glæder os så meget til at deltage i årets Tarteletfestival og vise odenseanerne, hvor godt er match vin og tarteletter egentlig er,” siger Michel Rex i pressemeddelelsen.

Kan man slet ikke vente med at prøve kombinationen af vin og tarteletter, serverer Svinedrengen – Hvin bar begge dele under konceptet “Onsdagshønen” hver onsdag.

Odense Tarteletfestival løber af stablen på Dokk5000 den 2. juni, og du kan købe billetter til festlighederne på odensetarteletfestival.dk.