De seneste fem år har man kunne besøge Simon Sjødahl og Rasmus Greve på cocktailbaren visit, men nu åbner de endnu en bar. Den nye bar skal hedde “nu” og kommer, ligesom “visit”, til at have adresse i Sankt Gertruds Stræde:
Vi har længe haft lysten til at åbne en bar mere, og da lokalet overfor blev ledigt (igen), så blev vi nødt til at slå til. Visit er med tiden blevet et sted som folk kender, og vi udvikler os hele tiden. Men nu er vi klar til at præsentere et nyt koncept, hvor vi kommer til at lege med lidt anderledes og nye måder at lave cocktails på”, lyder det fra Rasmus Greve
Visit slog dørene op i 2018, og takket være gæster med interesse for at få en smagsoplevelse, er baren blevet så velbesøgt, at lokalet ofte møder sine naturlige begrænsninger:
“Siden vi åbnede, er vi blevet mødt af en kæmpe opbakning fra vores gæster. Vi troede i starten at det bare skulle være Simon og mig hernede, men nu er vi ti ansatte og fire af os er på fuld tid. Det er jo fordi vores gæster støtter os, kan lide det, vi serverer og den stemning, vi skaber sammen med gæsterne. Men det betyder også at vi indimellem er nødsaget til at afvise folk, fordi vi simpelthen ikke har plads – og det er selvfølgelig også en af de udfordringer, vi gerne vil imødekomme med “nu” “, fortæller Rasmus Greve
“Nu” kommer til at åbne lige over for “visit” og her vil der også være mulighed for at deltage i smagninger og events. Der vil være præcis det samme fokus på cocktails af høj kvalitet, men på “nu” vil man forsøge at ramme en lidt mere “loose” og legende stemning, mens man vil slippe kreativiteten løs på smagene:
“Vi kan mærke at gæsterne er klar til at prøve kræfter med mere eksperimenterende cocktails. Vi oplever at de smager sig igennem vores skiftende menukort, og det er jo en kæmpe tillidserklæring. For fem år siden var vi mere tilbageholdende med at bruge ingredienser, som vores gæster ikke kendte i forvejen, men gæsterne har vist os at de er enormt eventyrlystne når det kommer til smage. Vi oplever i højere grad at de vil udfordres og vi elsker jo at arbejde med smage og præsentere nye kombinationer. Så forhåbentlig bliver “Nu” den kække lillebror, og for os og vores ansatte et kreativt rum hvor vi kan skabe en masse vilde oplevelser til vores gæster”, siger Simon Sjødahl
“Nu” har første åbningsdag fredag d. 17. november.