Foto: Café Skt. Anne.

Ny øko-café har slået dørene op på Mageløs

Den nye Café Skt. Anne på Mageløs satser på økologisk koncept.

Vil du tage en bid af det økologiske køkken, kan du nu lægge vejen forbi den nye Café Skt. Anne, der har slået dørene op på Mageløs 7 ved Skt. Annes Plads.

”Min bærende idé er, at caféen skal være 100 procent økologisk. Det vil adskille os markant fra de øvrige caféer i byen, men jeg vil samtidig satse på at være konkurrencedygtig. Altså ikke være dyrere end tilsvarende steder i markedet,” siger indehaver Hadi Mahallati til Fyens Stiftstidende.

Klassisk café-mad og øko-vine

Café Skt. Anne byder på en menukort med variationer inden for den klassiske cafémad, for eksempel burgere, nachos, salater, frisk torsk, vegetarisk svampevaffel og brunchbuffet i weekenden.

Af våde varer sælger caféen desuden både cocktails samt økologiske eller biodynamiske vine.

Den økologiske café har åbent tirsdag til søndag.