Foto: Pixabay.

Café i Odense: God vin skal ikke gå til spilde

Café Odeon Social, som ligger i kultur- og kongreshuset Odeon, tilbyder gode vine til billige priser fredag den 20 april. 

Odeon Social kalder selv konceptet for Fredags-slatter, og det er lige nøjagtig, hvad det er. En slags tilbagevendende fredagsbar, hvor resterne af ugens åbne flasker kan købes for 50 kroner glasset uanset vinens navn, alder og drue.

Gode vine skal ikke bare hældes i vasken, så mellem klokken 16 og 22 er der mulighed for en hyggestund i caféen med god vin i glasset.

Vin og fællesspisning

Odeon Social fungerer som et samlingspunkt i kulturhuset, og det sociale spiller en stor rolle. Caféen serverer både morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe, men aftensmaden er ganske særlig. Hver dag tilbyder Odeon Social nemlig fællesspisning ved langborde.

Det er dagens ret, som bliver serveret til fællesspisning klokken 18. Menuen skifter dag for dag, men fredag den 20. april serverer køkkenet Oksebov ala Stroganoff med mos, bagte tomater og ristede svampe. Hertil en grøn salat, brød og dip. En plads ved langbordet koster 89 kroner for voksne og 59 kroner for børn mellem 2 og 10 år.

Til Odeon Socials fællesspisning reserverer gædterne ikke plads, så skulle sulten melde sig, er det oplagt at kombinere et godt glas vin med den sociale aftensmadsstund.