Foto: Pixabay

Café i Overgade skifter ejer: Themsens Café bliver til Konrads

Den 1. juli bliver Themsens Café og Fristelser overtaget af en ny ejer.

Den populære café i digterkvarteret ændrer snart navn til Konrads, efter Jane Themsen fra Themsens Café og Fristelser har solgt sin café til Camilla Heiberg,
som tidligere har ejet Café Olivia i Vintapperstræde. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Selvom cafeén skifter navn, er der ikke meget andet, der ændrer sig. Camilla Heiberg vil føre den nye café videre med samme ånd og respekt for råvarerne.

”Det her er min store drøm, og da jeg synes, der mangler et selskabslokale i kvarteret, er det min plan at lægge lokalerne sammen til ét, men ellers er der ikke mange forandringer. Menukort og kager bliver serveret i samme ånd, og alting bliver lavet fra bunden, ligesom stamgæsterne er vant til”, fortæller Camilla Heiberg til Fyens Stiftstidende.

Caféen bliver ombygget efter overtagelsen, og genåbner midt i august under det nye navn” Konrads”.