Foto: Downtown.

Ny burgerbar i Odense: 20-årig åbner butik med hjemmelavet mad

Den 20-årige Dicle Cici har netop åbnet burger- og sandwichbaren Downtown på Skibhusvej.

Der er hjemmelavede burgere og sandwiches på menukortet. Råvarerne er friske og lokale, og brødet hentes dagligt hos bageren.

Den 21. februar åbnede burger- og sandwichbaren Downtown på Skibhusvej i Odense, og rygtet om det nye spisested har efterhånden spredt sig.

“Det er rigtig begyndt at tage fart den her uge, og jeg har efterhånden sjældent en pause, der er længere end ti minutter,” lyder det fra Dicle Cici, der er ejer af Downtown.

Det har længe været en drøm at starte sig eget
Dicle Cici er 20 år og har arbejdet på en café de sidste fire år. Drømmen om at starte sin egen forretning har hun haft længe, men det tog for alvor fart sidste sommer, da hun fandt de rigtige lokaler. Og så var det ellers, som hun selv siger, “bare at kaste sig ud i det.”

Selvom du kan bestille både burgere og pomfritter, pointerer Dicle Cici, at Downtown ikke bare er en almindelig grillbar.

“Der er ikke noget, der er færdiglavet. Vi laver maden fra bunden, og man kan se mig, når jeg laver den, da køkkenet, jeg arbejder i, er åbent,” siger hun.

Ændrede navnet undervejs
Egentligt havde Dicle Cici tænkt sig, at stedet skulle hedde The Burger Station, hvor hun udelukkende ville severe burgere. Det blev dog lavet om, da hun fandt ud af, at det også kunne være en god ide at servere sandwiches.

“Vi ligger herude på Skibhusvej, der lidt fungerer som en lille by inde i en by. Så der er mange mennesker herude, der kommer gående forbi,” siger hun.

Downtown ligger på adressen Skibhusvej 74b i Odense. I hverdagene er der åbent fra klokken 11-20, og i weekenden er det fra 15-20.