Onsdag den 7. marts åbner en mexicansk madbod på Arkaden Food Market i Odense.
Er du klar på en omgang stærk og krydret mad, der kan varme dig her i kulden? Så læg vejen forbi Arkaden Food Market på onsdag den 7. marts, hvor en mexicansk madbod åbner i lokalerne på Vestergade 68. Det skriver Arkaden Food Market i en pressemeddelelse.
Den mexicanske madbod hedder Tacos Cantina og vil blandt andet servere traditionelle tacos samt den mexicanske nationalret Picadillo.
“Tacos Cantina tilbyder noget for en hver smag – hvad end du er til stærk mad, der river i næsen eller mindre stærk mad, der blot kan fornemmes på tungen – kunden bestemmer selv styrken,” siger ejer Peter Kolos i pressemeddelelsen.
Et gastronomisk stærkt samarbejde
Peter Kolos har udviklet de mexicanske retter i tæt samarbejde med mesterkokkene Julian Guajardo, som tidligere var kok hos Noma, samt David de Silva, der har sin fortid hos Kong Hans. De stærke saucer i madboden er desuden udarbejdet i samarbejde med Mikkeller.
De tre partnere bag Arkaden Street Food har desuden udvidet med flere siddepladser på madmarkedet, så der bliver plads til endnu flere siddende gæster fremover.
Du kan holde dig opdateret på Arkaden Food Markets Facebookside.