Foto: Arkaden Food Market.

Quiz og kolde fadøl: Madmarked i Odense fejrer lille-fredag

Arkaden Food Market i Odense er klar med flere siddepladser på første sal, der nu skal bruges hver torsdag til quiz-aften, hvor der øl og sodavand til deltagerne.

Probably the best Quiz bliver navnet på det nye arrangement, der fremover kommer til at finde sted hver torsdag aften på Arkaden Food Market i Odense. Quizzen markerer afslutningen på ombygningen af madmarkedets første sal, der har været i gang de seneste par uger.

Nu er der en masse ekstra siddepladser på førstesalen, hvor gæsterne kan spise og drikke, og de skal nu bruges til quizaften om torsdagen. Quizmasteren bliver Kristian Fjord, der er skuespiller og har medvirket i film som Den bedste mand og Dan-Dream.

“Til denne quiz vil der være plads til alle, og vi sørger naturligvis for gode præmier. Det bliver en quiz, hvor der er plads til hygge, sjov og spas,” siger Kristian Fjord.

Øl og sodavand med i prisen

Kristian Fjord hævder, at quizzen bliver den perfekte måde at fejre lille-fredag på. Om han har ret, kan du selv være med til at afgøre, når den første quiz finder sted torsdag den 5. april klokken 19.

Kommer du i god tid skulle der være rig mulighed for at få aftensmaden med. Arkaden Food Market tilbyder mad fra mange forskellige verdenshjørner og har mere end 20 forskellige boder og barer.

Tilmeldingen til selve quizzen sker i hold på max fire personer og koster 100 kroner. Med i prisen får du fire kolde fadøl eller sodavand, så der er mulighed for at smøre stemmerne, når svarerne skal diskuteres med holdkammeraterne. Arkaden Food Market holder til på Vestergade 68.