Baren Klokkedybet lokker nu med flere forskellige milkshakes.
Her er en topfrisk sommernyhed: Kaffebaren Klokkedybet i Arkaden Food Market på Vestergade 68 har fået milkshakes på menuen lavet på is fra Kastbergs.
”Vores gæster har taget godt imod milkshaken, og vi er glade for at kunne tilbyde milkshakes her i sommervarmen. Vi er lige begyndt at sælge is fra Kastbergs, som laver mange lækre produkter, så det var naturligt for os at indføre milkshakes,” siger direktør og partner, Thomas Kyung Jensen.
Udover tre kugler is fra Kastbergs består milkshaken også af økologisk mælk og chokoladesovs. En milkshake koster 45 kroner, og du kan blandt andet vælge mellem Oreo, Nutella, vanilje, jordbær og chokolade samt forskellige sorbetis.
Klokkedybet er placeret i hjørnet på første sal, hvor den gamle Arkadens Deli før var placeret.