Foto: Pixabay.

Så er der serveret: Restaurant åbner i Albani-bryggeriet

Royal Unibrew og Meyers åbner fælles restaurant på Albanigade.

Snart kan du komme på rundvisning i Albani-bryggiet og efterfølgende sætte tænderne i mad fra Meyers. Royal Unibrew og Meyers åbner nemlig en restaurant ved navn Anarkist i den gamle tappehal ud mod Albanigade den 22. juni. Det skriver TV2 Fyn.

”Albani får dagligt henvendelser fra private, firmaer og turister, der ønsker at blive vist rundt og se bryggeriet. Med vores food og beer lab kan vi nu efterkomme de efterspørgsler. Vi kan huse op mod 500 mennesker, så vi har plads til både store og små events,” siger Jesper Larsen, der er marketingschef for Royal Unibrew til TV2 Fyn.

Med øl som omdrejningspunkt

Øllet bliver omdrejningspunktet i restauranten, hvor der også vil være et åbent køkken, en butik med merchandise og øl samt en scene. Planen er, at Meyers skal få øl og mad til at spille sammen på flere måder end i glasset.

”Vi skal få øl og mad til at komplimentere hinanden. Det kan være alt fra en øl-marineret bøf til en is med smagen af ale. Kulinarisk skal det her sted aldrig stå stille, og vi kommer ikke til at have et fast menukort,” siger driftschef hos Meyers, Paw Hay til TV2 Fyn og fortsætter:

”Det er en legeplads, hvor vi, Royal Unibrew og Meyers, går sammen om at give vores gæster en komplet oplevelse med øl og mad.”