Er du ny studerende i Odense, eller leder du bare efter et godt sted at få styr på studierne? Her har vi samlet 9 studievenlige caféer, hvor du kan slå computeren op, fordybe dig i pensum eller mødes med studiegruppen. Her finder du alt fra rolige kaffebarer med specialkaffe til sociale mødesteder med events, fællesskab og masser af studieliv.
Læs også: Smørrebrød i Odense: 10 steder der serverer lækkert smørrebrød – Smag Odense
1. LABAN Kaffebar – Specialkaffe og studiehygge

LABAN Kaffebar er et nyere indslag i Odenses kaffeliv og har hurtigt fået godt fat i byen. Her får du kvalitetskaffe fra Blind Coffee, lette retter og søde sager til priser, hvor studiebudgettet også kan være med. LABAN vandt desuden Smagprisen som Odenses bedste kaffebar i 2025. Et hyggeligt bud, når opgaven skal kombineres med god kaffe og en afslappet pause midt i byen.
Adresse: Kongensgade 7B, 5000 Odense C
Læs mere på: LABAN Kaffebars Instagram
2. Analog – Kaffe, ro og afslappet stemning

På Analog er der plads til både kaffe, fordybelse og studieliv. Kaffebaren i Albanigade har gratis Wi-Fi og strømstik, og især i dagtimerne finder mange studerende og freelancere vej hertil med computeren under armen. Bliver du sulten undervejs, kan du også få surdejsboller, panini, varme retter og lidt sødt til kaffen. Analog holder desuden også forskellige arrangementer og sociale aktiviteter, så hold øje med deres program, hvis studiedagen skal slutte af lidt anderledes.
Adresse: Albanigade 54C, 5000 Odense C
Læs mere på: Analogs hjemmeside
3. SIRUP’s – God plads til opgaver og gruppearbejde lige midt i Odense

Midt i Odense finder du SIRUP’s, hvor den hyggelige og uformelle stemning gør det nemt at slå sig ned med bøgerne eller computeren. Her er gratis Wi-Fi samt adgang til strøm- og USB-stik ved flere borde, hvilket gør caféen særligt velegnet til en længere studiesession. Snup en kaffe og noget at spise, og find plads til enten fordybelse eller gruppearbejde.
Adresse: Jernbanegade 6, st. th., 5000 Odense C
Læs mere på: Sirup’s hjemmeside
4. StudieStuen – Skabt til studielivet

Navnet siger næsten det hele. StudieStuen i Nedergade er en frivilligdrevet bogcafé skabt med studerende og studiemiljøet i tankerne. Her finder du bøger på hylderne, billig kaffe, og en afslappet atmosfære med plads til både koncentration og gode snakke. Et oplagt valg, hvis du gerne vil studere omgivet af andre studerende.
Adresse: Nedergade 12, 5000 Odense C
Læs mere på: StudieStuens Instagram
5. Nelle’s Coffee and Wine – En Odense-klassiker

Nelle’s er efterhånden en klassiker blandt Odenses kaffesteder og et populært valg, når studierne skal flyttes væk fra skrivebordet derhjemme. Slå dig ned med computeren over en kop kaffe, og tag en pause med noget fra caféens udvalg, når koncentrationen begynder at dale. Og når dagens arbejde er klaret, behøver du ikke nødvendigvis gå hjem – så kan kaffen passende skiftes ud med et glas vin og studierne med lidt hygge.
Adresse: Jernbanegade 21, Overgade 21B, Filosofgangen 30C, 5000 Odense C
Læs mere på: Nelle’s hjemmeside
6. Kaffeværket – Kvalitetskaffe og plads til fordybelse

Er god kaffe en vigtig del af studiedagen, er Kaffeværket værd at have på listen. Her kan du kombinere opgaveskrivningen med kaffe i hyggelige og rolige omgivelser midt i Odense. Kaffeværket bliver også fremhævet af lokale som et godt alternativ, når man leder efter et sted at slå computeren op og få læst et par sider.
Adresse: Overgade 32, 5000 Odense C
Læs mere på: Kaffeværkets hjemmeside
7. Studenterhus Odense – Studieliv og fællesskab under samme tag

Hvad er mere oplagt end at studere i Studenterhus Odense? Her er du omgivet af andre studerende, og stedet fungerer både som café, mødested og kulturelt samlingspunkt. Tag computeren med, find en plads og få klaret dagens læsning eller opgaveskrivning i uformelle rammer. Og når bøgerne lukkes, byder Studenterhuset løbende på koncerter, talks og andre arrangementer.
Adresse: Amfipladsen 6, 5000 Odense C
Læs mere på: Studenterhus Odenses hjemmeside
8. OLEA Specialty Coffee – Colombiansk kaffe og international stemning i centrum af Odense

Hos OLEA i Pogestræde mødes colombiansk kaffepassion og spanske smagsoplevelser. Her kan du slå dig ned med en kop specialty coffee og kombinere studierne med brunch eller friskbagt bagværk. Den internationale profil gør samtidig OLEA til et interessant bud for både danske og internationale studerende, der leder efter et hyggeligt kaffested midt i Odense.
Adresse: Pogestræde 31, st. tv., 5000 Odense C
Læs mere på: OLEAs Instagram
9. Den Smagløse Café – Alternativ stemning og afslappet studietid

Den Smagløse Café er et godt bud til dig, der foretrækker en mere uformel og alternativ atmosfære omkring studierne. Her kan du slå dig ned med bøger eller computer og få lidt luftforandring fra læsesalen. Caféen byder blandt andet på quiz, brætspil og forskellige arrangementer, og den populære mandagsquiz er en oplagt anledning til at samle studiegruppen til en aften, hvor det for en gangs skyld ikke er pensum, I bliver testet i.
Adresse: Vindegade 57, 5000 Odense C
Læs mere på: Den Smagløse Cafés hjemmeside





