Kolde øl: Mikkeller er kommet godt fra start

Mikkeller har ligget på Store Gråbrødrestræde i Odense siden den 17. marts, og odenseanerne har taget rigtig godt imod bar og bottle-shoppen.

“Det har været ret kanon. Der har været travlt, og det er superfedt at se, at vi allerede er så populære. I weekenden åbnede vi for udeservering med plads til 40 gæster, og i lørdags mødtes løbeklubben for første gang til løb og gratis øl. Det var der mange, som benyttede sig af i det gode forårsvejr,” fortæller manager Lukas Marmer Hohwü fra Mikkeller Beer & Bottleshop. 

Kommer du forbi Mikkeller, enten som løber eller almindelig gæst, anbefaler de gerne lækre forårsøl.

”Jeg vil anbefale vores egen IPA Riesling People, som vi har på fad, eller en af vores mange wheat beers,” siger Lukas Marmer Hohwü.

Spændende arrangementer i vente
Hos Mikkeller har de også forskellige særarrangementer på programmet. Du kan for eksempel tage til Warpigs-weekend den 3. til 6. maj. Her er der kun Warpigs-øl på de 15 haner, så du kan smage dig igennem en stor del af det dansk-amerikanske bryggeris repertoire.

”Det er disse lidt skæve tiltag sammen med hyggen og den gode beliggenhed, der adskiller Mikkeller fra andre ølbarer,” forklarer Lukas Marmer Hohwü om Mikkellers succes i Odense.