Foto: Wolt / Café kosmos.

5 vegetarvenlige spisesteder i Odense

GUIDE: Vegetariske og veganske restauranter vinder i disse år frem på landkortet i Odense og i resten af landet. Vi giver dig her 5 gode bud på vegetarvenlige spisesteder, som er værd at prøve af, hvis du også er til et måltid uden kød.

Grønne burgere i Lottrupsgård
Café Kosmos, Lottrupsgård 1, 5000 Odense C

Selvom et måltid er kødfrit, kan det sagtens være rigtig syndigt og snasket. Café Kosmos specialiserer sig i lækre, vegetariske burgere og har et menukort med flere forskellige af slagsen. Du kan vælge den klassiske Kosmos burger, som består af en bønnebøf, coleslaw, syltede agurker, syltede rødløg og BBQ sauce og koster 119 kr. Eller du kan vælge en Fikse Burger til samme pris, som er med panerede rodfrugter, syltede rødløg, remoulade, mayo, frisk tomat og dild. Alt hos Kosmos er hjemmelavet og helt fra bunden, og du kan tilkøbe krydrede ovnkartofler til 49 kr.

Inspirerende indisk
Restaurant Paprika, Nørregade 56, 5000 Odense C

Indisk mad har altid været kendt for at være meget vegetarvenlig, og det er også noget, de går op i hos Restaurant Paprika i Nørregade. Her har caféen hele syv deciderede vegetarretter på menuen, hvoraf flere endda er veganske. Den krydrede kikærtegryde Channa Masala er måske den mest velkendte ret på menukortet og bestemt et godt valg, men lad dig endelig ikke begrænse og prøv også gerne nogle af de andre retter på kortet. Eksempelvis Paneer Tawa som består af hytteost tilberedt med tomater, peberfrugter og løg. Alle de vegetariske retter hos Restaurant Paprika koster 129 kroner. Hvis du ønsker ris til, koster det 20 kroner oveni. Maden er fuld af karakter takket været de mange krydderier, så her er det bestemt ikke kedeligt at være vegetar.

Den mexicanske
Tortilla Flats, Frederiksgade 38, 5000 Odense C

Hvad siger du til sund mexicansk mad, der ikke tærer for meget på pengepungen? Det er lige præcis, hvad du kan få hos Tortilla Flats i Frederiksgade! Stedet har et stort udvalg af vegetariske retter, som samtidig er utroligt rimeligt prissat, lige som i øvrigt resten af menuen. Du kan nyde en Burrito Vegetar med pintobønner, ost, grøntsager, chilisauce, creme fraiche og salat for 150 kroner. Til samme pris kan du også få en Enchilada de Queso, som er en majstortilla fyldt med ost, bønner, løg og chilisauce, serveret med creme fraiche og salat. Er det alligevel ikke helt billigt nok, kan du for blot 130 kroner få en omgang Huevos Rancheros bestående af to spejlæg serveret på en sprød majstortilla med frisk salsa, ris og salat. De fleste retter hos Tortilla Flats kan også fås vegansk, hvis du beder om at få dem uden ost.

Vegetarvenlige deleretter
Sølle, Nedergade 18, 5000 Odense

Hvis det bare er den lille sult der skal stilles, så er Sølle bestemt et sted, der er værd at overveje. De har nemlig et hav af deleretter, hvoraf størstedelen af dem er vegetariske (og de alle er pescetariske). På menukortet står der blandt andet salat med quinoa, puffet boghvede, urtevinaigrette, vesterhavsost samt grønt og burrata med tomat, basilikum, piment d. espelette, jomfru olivenolie og lagret balsamico. Til de fleste af deleretterne hører der surdejsbrød med. Sølle er en hyggelig og autentisk bar/spisested, der foruden deleretterne også serverer cocktails og andre drikkevarer.

Vegetarisk spisefællesskab
Kærnehuset, Nedergade 6, 5000 Odense C

Længes du efter en ultrabillig og social madoplevelse? Så skal du prøve Kærnehuset. Det er en forening, hvor frivillige kokke laver vegetarisk mad. Et måltid mad koster 55 kr. og kun 45., hvis du er studerende. Kærnehuset er bestemt en anderledes madoplevelse end de andre på listen, men her får du altså både billig, vegetarisk, aftensmad og muligheden for at møde nye mennesker.